Shutter Island

Shutter Island er en af den slags film, hvor man aldrig kan være helt sikker på hvad der foregår, den er et puslespil og kun nogen af brikkerne passer, kunsten er at finde ud af hvilke der passer og hvilke der hører til et helt andet puslespil. Det er også en film, hvor det er bedst ikke at vide for meget. Har du set traileren? Så ved du allerede for meget!

Hvis du vil vide noget om handlingen, så se traileren, du får ikke noget ud af mig. Ikke fordi filmen ikke fungerer hvis man ved for meget, men fordi det er sjovere at opdage det hele selv. Jeg kan dog godt skrive at Leonardo DiCaprio endnu engang viser, at han bedst når han arbejder med Scorsese. Prøv at ligge mærke til hvordan han modulerer sin præstation hele vejen igennem, hvordan han i begyndelsen lige så meget er en figur, som en person og hvordan personen langsomt kommer frem efterhånden som filmen skrider frem; og prøv at se, hvordan Ruffalo er som en tryllekunster, der vifter med hånden herovre mens han putter bolden i lommen med den anden hånd. Nogen af skuespillerne er castet ligeså meget for hvad de bringer med sig i bagagen. Kan man f.eks. nogensinde helt stole på Max von Sydow når han spiller med i en amerikansk film? Hvad så med når han spiller en ældre tysk psykiater i 1950’ernes Amerika, med tyskernes krigsforbrydelser og medicinske forsøg som en understrøm under hele filmen?

Visuelt er Scorsese på toppen, nej han er vendt tilbage til fordums storhed. Jeg var ikke specielt overbevist over hans iscenesættelse af The Departet. Jo den var absolut underholdende, men også en doven film, der manglede noget af den visuelle kraft Scorsese kan give en film, gennem den måde han iscenesætter og klipper sine film. Det var en film hvor Scorsese syntes at imitere Michael Mann, der har gjort underværker med den stil. Det rastløse kamera, den tætte beskæring og scener klippet sammen af små enkeltstykker som en mosaik. Shutter Island er ikke en gyser som sådan, men den har en gotisk stemning, der  er ret uhyggelig og den indeholder en masse der er som taget ud af gysergenren. En klippeø, en sindssygeanstalt, et gammel labyrintisk slot (i dette tilfælde et fort fra den amerikanske borgerkrig), et skummelt fyrtårn. Alle disse elementer har tydeligvis inspireret Scorsese, til at skabe en dragende hypnotisk film.

Som jeg skrev i begyndelsen, er filmen et puslespil, en film hvor du ikke altid kan stole på det du ser. Det er filmens styrke, men det er også dens svaghed, fordi du hurtigt begynder at bruge mere tid på puslespillet, end på de følelser som personerne gennemgår, fordi, hvornår er de ægte? Til sidst har filmen ikke samlet et, men to puslespil, det ene tydeligvis forkert. Grænsen mellem hvornår en film er gådefuld og hvornår man afviser den, er hårfin, Scorsese holder lige akkurat balancen.Det er også en film som jeg er blevet gladere for, som tiden er gået. Lige efter filmen skrev jeg som en note ”scene for scene fantastisk, helheden klinger lidt falsk”. Men så skete der noget, filmen marinerede i min hjerne og nye spørgsmål dukkede op, spørgsmål som jeg nu giver videre til jer. Når i har set filmen og tilsyneladende fået forklaret hele historien, så spørg jer selv: Hvad betyder startbilledet og slutbilledet? Lad mig kort beskrive dem: startbilledet viser en båd, der dukker frem af en hvid tåge, slutbilledet viser et fyrtårn. Måske betyder de ikke noget, men hvorfor er de så tydelige, så bevidst valgte? Se, det er den salgs spørgsmål som gør film som denne så sjove at se.