Det er egentlig virkelig ærgerligt at 10,000 BC er så ?storslået?. For filmen kunne faktisk have været ganske udmærket ? altså med en lidt mere interessevækkende eller bare en smule indholdsrig fortælling og en anden skuespillerinde (selvom hun da godt nok er smuk) og måske endda en anden instruktør, nu hvor vi er igang. For effekterne er da ganske overbevisende, som vi i forvejen ved at Emmerich (instruktør) har forstand på, og enkelte sekvenser når da også lige at fange. Jeg kan bare ikke helt huske dem lige nu.


Jo, ovenstående scene var helt bestemt blandt én af de der mere interessante scener. Særligt pga. effekterne. Den sabeltiger ser virkelig levende ud og at hovedrolleindehaveren i al usandsynlighed overlever at stå ansigt til ansigt med den koldblodige jæger, det glemmer vi lige ? særlig pga. effekterne. Så er det for øvrigt også et godt setup til senere i fortællingen. En fortælling som er så banal og på én gang pladderromantisk at den får Titanic til at virke lidt ?uengageret?.

Filmen forsøger, med store håndevendinger og imponerende (men så alligevel ikke helt så imponerende) miljøer, at beskrive det der skulle være udgangspunktet for nogle af de definitivt mest væsentlige begivenheder i menneskeheden (et meget stort ord i enhver kontekst) ? bare uden nogen egentlig interesse for den gode historie, eller historisk nøjagtighed for den sags skyld. Den slags er imidlertid ikke bare vanskeligt, nærmere umuligt, og 10,000 BC sætter da også for alvor sig selv i en prekær situation ved at give os et løfte, eller måske nærmere et postulat, om at den rent faktisk vil kunne løfte opgaven. Det kan den bestemt ikke.


Allerede helt fra start, da filmen indledes med en toneangivende og særdeles selvhøjtideligt voice-over (Omar Sharif), får man følelsen af at være endt i et fejlet Disney-eventyr der fortæller om ?landet for længe siden? uden at man tror på det. Efter forgæves at abstrahere fra filmens indledende storhedsvanvid afsløres det langsomt at årsagen til at man ikke kan ryste følelsen af sig er, at filmen faktisk aldrig stopper med at dyrke dens episke dimensioner.

Det hele skal være så ?definitivt?, så ?afgørende? og ?væsentligt? at det alt sammen virker både kunstigt og ligegyldigt. Pigen med de blå øjne (Camille Belle) virker mest af alt som om hun er valgt fordi hun mildest talt pryder lærredet, alt imens fortællingen går mest op i at vise en masse elementer fra perioden, elementer som mister deres mening fordi de ikke bidrager med noget. Der er en fascination af virkemidler (enten cgi effekter eller følelsesmæssige) som ikke fungerer fordi de prioriteres over historien.


Det er en mærkværdig ambivalent følelse at kritisere Emmerich og hans seneste bud på en effekt-film (som de kaldes nu). For selvom filmen da i ny og næ formår at underholde og selvom jeg graspede ganske forivret efter at lade mig rive med, så forblev filmen et romantiseret og anstrengt forsøg på at lave en ?vigtig? storfilm, som manglede både nerve og sjæl.

I tidernes morgen da både mand og dyr var utæmmet, og de store mammutter vandrede over sletterne, var idéer og overbevisninger med til at skabe menneskeheden. Filmen følger en ung jæger (Steven Strait), som må lede sin hær over en enorm ørken og bekæmpe sabeltigere og forhistoriske rovdyr for at redde den kvinde (Camille Belle), han elsker fra en ond krigsherre, der har bortført hende.