Så vidt jeg mindes, var det for alvor i 90’erne at Disney skruede op for profitmaksimeringen med en stribe af low budget efterfølgere affødt af egne klassikere. Peter Pan 2, Aladdin 2, Løvernes Konge 2, Tarzan 2, Mads & Mikkel 2. Snyltere som sugede på skyggen af deres egen herre, men sjældent mere end cellofan-tyndt i kvalitetsniveauet. Men, så vidt jeg kan se nu, så har Disney skruet ned for selvkannibalismen og i stedet satset på en ny linje af højkvalitets biograffilm. Dét som Disney står for. Inden spjældet blev lukket, så begik året 2003 også en 2’er af den knap-så-store klassiker fra 1961: 101 Dalmatinere. Samme gamle historie: For pengenes skyld.

30892

101 Dalmatinere II tager imod en svag aflevering og spiller den videre i bedste, eller værste, forstand. Allerede i den første film, var det en forældre-udfordring at tælle alle dalmatinerne, så da familien flytter på landet, sker det endelig: En bliver talt forkert. Det er Kvik som efterlades i London by, men møder sin gamle tv-helt, hunden Tordenbrag, som dog viser sig at være “helt” i meget moderat forstand. Og ingen dalmatiner-historie er komplet uden den gamle skurkinde, Cruella, som nu får spontant udbrud af panikansigt når hun ser pletter.

vlcsnap_2012_11_24_00h40m59s32_large

101 Dalmatinere II adopterer noget af den samme simplificerede tegnestil som i den gamle film, men når Disney malker guldkoen, så mistes der noget: Sjælen. 101 Dalmatinere var i forvejen ikke nogen mavepuster af et mesterværk, men den havde sin urørte charmeværdi og tilbagelænede coolness. Fortsættelsen er som fluen på plankeværket: Den gør ingen forskel. Ikke direkte dårlig – blot ligegyldig. Og slet ikke konkurrencestærk i den øvrige vortex af børneprogrammer. Hjemmets børn fik sig en maraton med de to dalmatiner-film, men denne to’er tabte deres fokus. Med god grund – og måske, heldigvis.