Man kan ikke beskylde den tyske instruktør Roland Emmerich for at være den mest diskrete filmmager i Hollywood. Om det er invasion fra rummet i “Independence Day” eller klimakatastrofer i “The Day After Tomorrow”, kan man være sikker på, at få serveret enorme og larmende brag af nogle filmiske udstyrsstykker. De katastrofer Emmerich før har bragt til live i filmens verden, er dog intet imod hvad der venter hele jorden i “2012”. Vi taler denne gang ganske enkelt om menneskehedens endeligt!

Det hele begynder i 2009, hvor forskeren Dr. Helmsley opdager, at ekstra stærke strålingsudbrud fra solen er ved at koge jordens indre, og det vil på et tidspunkt betyde, at alle jordens tektoniske plader vil forskyde sig og forandre jordklodens landmasser på kort tid. Det kan blive menneskehedens undergang som vi kender det fra bibelens armageddon. Dommedag. I præcis det år, som flere civilisationer og kulturer har forudsagt i århundreder!

Tre år senere lever det meste af jordens befolkning stadig i lykkelig uvidenhed om det der venter dem, og da den fraskilte Jackson Curtis skal på en campingtur i Yellowstone nationalparken med sine to børn, er der ikke lang tid til at den lurende katastrofe bliver til virkelighed. På turen møder han den halvskøre radiovært Charlie, som tilsyneladende ved hvad der snart skal ske, og da jordens plader begynder at forskyde sig, og USA og resten af verden begynder at blive opslugt af enorme vulkanudbrud, gigantiske jordskælv og efterfølgende kilometerhøje tsunamier, har Jackson kun for øje at få familien afsted mod Kina, hvor de takket være Charlie ved, at redningen måske befinder sig.

Destruktion i stor stil er denne genres mål, men alligevel kunne man godt have gjort sig lidt mere umage for at pakke det ind i en mindre tåkrummende indpakning, og selv alle de ellers gode skuespillerne har ikke meget at arbejde med, når det ikke lige involverer et forsøg på at redde sig fra naturens rasen. “2012” har heller ikke hverken naturens eller fysikkens logikker med sig, og når man skal sidde og undre sig over noget så simpelt, som hvorfor det er aften på samme tid i både Washington D.C. og Rom, så er der mange spørgsmål der indfinder sig i løbet af filmens oppustede 2½ time lange spilletid.

Heldigvis er der også mange gode øjeblikke i “2012”, hvor handlingen ikke bliver alt for tynget af manuskriptets af og til kitschede indhold, og inden man når at blive alt for irriteret over de momenter der bliver krampagtigt komiske, kører Emmerich hele sit arsenal i stilling, og man føler, at han som en anden dirigent står og råber: “Mere! Mere! Mere!”. Hvis man ikke bliver afskrækket af 2½ time med dette, så kan man med sindsro sætte sig til rette i sofaen og være vidne til Emmerichs ekstravagante ødelæggelsestrip.

Billede og lyd:
Både lyd og billede er i god kvalitet på DVD udgivelsen af “2012”. Der bliver skabt en god lydside i de mange scener fyldt med bulder og brag, og billedet har nogle klare farver, men er dog af og til lidt for utydeligt i de mørke scener.

Ekstramateriale:
Kommentarspor med instruktør Roland Emmerich og medforfatter Harold Kloser, en alternativ slutning, fem slettede scener og et 10 minutters program om Roland Emmerich og filmens tilblivelse, er inkluderet som ekstramateriale.

Konklusion:
“2012” er ofte medrivende, men jeg ville ønske, at produktionsselskabet bag filmen havde skåret bare en brøkdel i budgettet til special effects, og brugt de småpenge det ville have været, på at hyre en filmklipper… Det er som om filmen gentager sig selv alt for mange gange, uden synlige formål, og alt for meget virker som fyld. Selv den ellers meget nervepirrende og meget velfungerende slutning føles unødvendig langstrakt. Men man kan ikke sige, at “2012” ikke er underholdende, og på den vis redder den meget af æren når den får jorden til at skælve under ikke bare hovedpersonerne, men også os seere.

[media id=851 width=630 height=340]