Den succesrige, amerikanske designer Tom Ford – der blandt andet var med til at revitalisere Gucci-brandet i 1990’erne, kaster sig med ”A Single Man” over filmmediet med lige så stor sans for stil og overflade som i hans modekreationer. Colin Firth brillerer i hovedrollen og Julianne Moore gør sig mere end bemærket i en imponerende birolle, men i det store hele føles ”A Single Man” en anelse for poleret og visuelt lækker, og det overskygger desværre de stærke skuespillerpræstationer i sidste ende.

Los Angeles, USA, 1962. Den midaldrende, britiske universitetsprofessor George Falconer (Firth) holder med nød og næppe sit ensomme liv gående på rutinen. Tabet af partneren Jim et par år tilbage tynger ham voldsomt, og George er efterhånden så langt nede at han overvejer selvmordet som eneste vej ud af sorgen. Kun den alkoholiserede, fraskilte veninde Charley (Julianne Moore) kender baggrunden for Georges dybe sorg – som man ikke sådan kunne skilte med i de tider, og de to gamle venner har et stærkt bånd. Alt ændrer sig dog da George en dag opsøges af en af sine elever; Kenny, og for første gang i lang tid ser et lys for enden af tunnelen.

Det centrale tema i Tom Fords debutfilm er kampen og balancen mellem fortiden og fremtiden. Firths karakter, George Falconer, er filmen igennem tilbageholdende og indelukket – omsluttet af fortidens minder og det pludselige tab af sin elskede; Jim, som vi i filmens åbningsscene ser omkomme i en bilulykke. Handlingen udspiller sig i løbet af en enkelt dag i Georges liv, og i løbet af denne dag ser man så små bidder af George og Jims noget glansbillede-prægede liv i flashback, mens George kæmper sig igennem dagen – den dag han har besluttet sig til skal være den sidste i hans liv. Men som dagen skrider frem og George oplever små lyspunkter, i sær i form af den unge, flotte elev Kennys interesse og åbenhjertighed, er det som om at livet igen begynder at give mening. Dette understøttes visuelt med et anelse klodset greb fra Fords side, i og med at han i flere indstillinger går fra blå-brunlige, neddæmpede toner og over i sprudlende Technicolor for at understrege Georges emotionelle ’opvågning’.

Colin Firth gør sig som sagt rigtig godt i rollen som den melankolske, men ikke humorforladte George. Han fremstiller indbegrebet af den sofistikerede, velklædte britte, men gør det samtidig med stor følelsesmæssig dybde og respekt overfor karakteren. Men Julianne Moore stjæler ikke desto mindre billedet – ved hjælp af højt 60’er hår, britisk accent og tilpas overlæsset make-up, i sin fine, velskrevne birolle som den Tanqueray-tyllende veninde Charley.

Dette til trods bliver ”A Single Man” aldrig mere end en elaboreret stiløvelse fra Ford. Det er som om 60’er kitsch’en og drømmen om et hemmeligt bøsseparadis (ja, undskyld ordvalget) rundt om hvert et hjørne i Los Angeles har fået lov til at udfylde lige rigeligt med plads. Og så er der bare lidt for mange close-ups af svedglinsende, bare mandeoverkroppe undervejs til, at den centrale historie om tab og nyfunden kærlighed gør et varigt indtryk.

Konklusion: Nystrøgne, faconsyede skjorter, velfriseret og sat hår, stilfuld L.A.- arkitektur og skandinavisk møbelkunst. Overfladen får desværre overtaget i Tom Fords debutfilm som har en svag tendens til at virke ufrivillig kitsch’et i sin slet skjulte queer’ness. Men Firth og Moore er vejer begge op med rigtig store præstationer.

[media id=1039 width=630]