I en tid hvor Disney for alvor sidder på tronen og spytter det ene box-office-hit ud efter det andet, er det en fornøjelse når en lille animationsfilm fra Dreamworks dukker op og rent faktisk er god. Filmen udkom et par måneder inden ”Frozen II” og indtjente blot en brøkdel af hvad den gjorde. Sikke en skam, for ”Abominable” er væsentligt bedre og fortjener at blive set.

Da de spøgefulde venner Yi (Chloe Bennet), Jin (Tenzing Norgay Trainor) og Peng (Albert Tsai) opdager en yeti på deres tag, giver de ham navnet Everest og begiver sig ud på et spændende eventyr for at forene det magiske væsen med hans familie. På deres livs rejse får de hjælp fra Everest til at finde et mod, de ikke vidste de havde. Og på rejsen gennem Kina, der skal bringe det magiske væsen hjem, får Everest dem også til at indse, hvor de virkelig hører hjemme.

Handlingsmæssigt adskiller ”Abominable” sig ikke fra størstedelen af animationsfilm, der er på markedet. Dem der har set ”Sådan træner du din drage” – en film der endda også er lavet af Dreamworks – vil nok blive ramt af deja-vu flere gange undervejs. Dette er nemlig endnu en fortælling om venskab, om at savne sin familie og det man kommer fra og om det at skille sig ud fra mængden og ikke være ligesom alle andre. Disse budskaber er ofte omdrejningspunkter i børnefilm, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at børn – og voksne for den sags skyld – har godt af, at få dem fortalt ofte. ”Abominable” formidler det på en elegant og underholdende måde og præsenterer det endda i gudesmuk animation.

Yeti-designet er en smule uinspireret, men bæstets mimik vælter kegler og gør, at man ikke kan andet end at forelske sig og håbe på at han genforenes med sin familie. Han er desuden i besiddelse af nogle magiske yeti-kræfter, hvilket resulterer i nogle af filmens absolut bedste og mest underholdende scener. Disse tæller bl.a. en smuk flyvetur igennem bjergene på en kæmpestor mælkebøtte og en hæsblæsende rutsjetur ned ad en mark forvandlet til en tsunami. Kun fantasien sætter grænser. Det er også skønt at se en animationsfilm finde sted i Shanghai og efterfølgende Himalayabjergene. Begge settings egner sig utroligt godt til en animationsfilm og filmen gør smart brug af kulturelle aspekter og traditioner som hører til disse områder. ”Abominable” er en sød, sjov og hjertevarm film for hele familie og den smukke animation kan snildt måle sig med de fleste Disney-produktioner.

Billede og lyd

Billedformat: Widescreen (1.85:1) HD 1080p. Der er ikke noget som helst negativt at sige om billedsiden, som simpelthen fortjener topkarakter. I hvert eneste billede fornemmer man en klar afstand mellem billedsidens forskellige elementer. Derudover er detaljerigdommen enorm; hverken glorier, banding eller støj forekommer.

Lydformat: Dolby Digital 5.1. Lyden er lige så imponerende som billedsiden. Lydbilledet er uhyre detaljeret, og samtlige højtalere er aktive konstant. Derudover kommer hver eneste replik, lydeffekt og musiknummer klokkeklart igennem, og der balanceres fornemt mellem de forskellige elementer, så intet nogensinde overdøves eller overdøver.

Ekstramateriale

Blu-ray-udgivelsen af ”Abominable” indeholder en masse velproduceret ekstramateriale. Disken indeholder bl.a. ”Making a Myth”, ”Animating Abominable”, ”Meet the Cast”, ”Your Yeti Care Guide”, “Courage to Dream”, “Cooking with Nai Nai”, “You Can Speak Yeti-ese” og “Nai Nai Says”, der bade giver et fint indblik i skabelsen af filmen og underholder de mindste. Udgivelsen indeholder desuden en række slettede scener og to underholdende kortfilm.

Konklusion ”Abominable” er en sød, sjov og hjertevarm film for hele familie og den smukke animation kan snildt måle sig med de fleste Disney-produktioner. Filmen ser fantastisk ud i HD og lyder mindst lige så godt. Denne udgivelse indeholder også en masse velproduceret ekstramateriale, hvilket er med til at gøre den meget anbefalelsesværdig.