Filmklassikere er der nok af. Faktisk er der så mange, at langt de fleste filmfanatikere og anmeldere aldrig kommer igennem dem alle, hvis man samtidig også skal følge nutidens film samt de genrer der optager ens interesse. På trods af at en film som ”Afrikas Dronning” faktisk har ligget på IMDb’s top 250 igennem en længere periode, vil jeg vove pelsen og påstå, at dette er en af de mange oversete klassikere. Hvor en film som ”Casablanca”, som ”Afrikas Dronning” deler mange ligheder med, er en af de klassikere folk først hiver fat i, er ”Afrikas Dronning” det modsatte. Årsagen er vel nok, at man har set den ”vigtigste” film med Humphrey Bogart i forvejen, og er man ikke ovenud begejstret for ”Casablanca” i forvejen, er der vel ingen grund til, at hive fat i en andenrangsudgave af selvsamme film. Personligt deler jeg ikke dette syn på film, da film i mine øjne bør ses uden alt for mange fordomme, men efter at have set ”Afrikas Dronning”, kan jeg egentligt godt forstå tanken. Ikke at det er en dårlig film på nogen måde, men lighederne mellem de to film er åbenlyse, og jeg endte med at få opbygget en lyst til en gensyn med ”Casablanca” – men det er jo heller ikke helt skidt.

Når en landsby bliver lagt øde af tyskerne i Kongo under første verdenskrig, har missionæren Rose Sayer (Katherine Hepburn) ikke mange muligheder tilbage. Hun tager med skipperen Charlie Allnut (Humphrey Bogart)  ned af floden, og sammen forsøger de at undslippe tyskerne i Afrika.

Plottet er ganske ligetil, og snart udvikler en romance sig, da Charlie langsomt udvikles fra fordrukken kujon til en vaskeægte mand. Filmen bliver båret af de to hovedpersoner, og langt det meste af tiden igennem, er det faktisk blot handlingerne og dialogen de to imellem, der styrer hele filmens gang. Heldigvis er de to karakterer ikke kun velskrevne, men naturligvis også spillet til perfektion af Bogart og Hepburn. Begge blev Oscarnomineret, men kun Bogart endte med en pris i denne film, hvor jeg måske selv er mere tilbøjelig til at sige, at Hepburn bør have vundet sin. Tempoet i filmen er måske en anelse for hurtigt til min smag. Der er ikke mange stille øjeblikke, og få gange dukker direkte teatralske øjeblikke op, som sågar ødelægger en del af stemningen. Det bliver dog heldigvis aldrig helt skidt, og når filmen til sidst når sit klimaks, bør enhver efterhånden have smidt sit forsvar.

En interessant forskel mellem ”Casablanca” og ”Afrikas Dronning” er tonen. ”Afrikas Dronning” behandler en masse meget seriøse emner på utrolig let vis. Til tider kan filmen endda kaldes en komedie, og det er altså på trods af emner som alkoholisme, massemord, krig osv. Man skal nok være af en anden støbning end jeg, for at finde humoren decideret morsom, men enkelte replikker rammer altså helt perfekt, og vil blive husket3 til ens filmdages ende. Selvom jeg ikke er ovenud begejstet for filmen, og måske vil kalde det en uberettiget klassiker, er det uden tvivl ikke sidste gang, jeg ser den, så et eller andet må den gøre rigtigt. Har man hang til filmklassikere generelt, bør man nu stadig give ”Afrikas Dronning” en chance. Den er som det mindste ganske underholdende og charmerende.

Billede & Lyd

Billedet er blevet restaureret, men mangler nu stadig lige det sidste stykke arbejde, for at komme helt op og ringe. Der er et lag gryn over billedet, og i enkelte scener tiltager dette alt for meget. Farverne er derimod ganske afdæmpede og behagelige. Lyden er fortsat i mono, og her kan man stadig gøre masser af underværker i fremtiden, da den ofte er meget forvrænget. Som helhed er både billede og lyd omkring det middelmådige, og det overlader naturligvis en del til fantasien om, hvasd kan gøres bedre i fremtiden – og det er der en del, der kan.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.

Konklusion

På trods af et middelmådigt billede og lyd samt intet ekstramateriale, er ”Afrikas Dronning” stadig en ganske anbefalelsesværdig investering, hvis man er til den slags film. Den vil altid med god grund stå i skyggen af den overlegne ”Casablanca” som den deler mange temaer med, men det er nu stadig en charmerende og underholdende film, der viser Bogart fra en helt anden side, end man er vant til. Mere imponerende er Hepburns præstation, som står som filmens allerstærkeste led i en lang kæde, der heldigvis aldrig knækker.

[youtube id=”l7cWpLd1-dc” width=”600″ height=”350″]