Aliens vs. Predator ? eller AVP blandt kendere ? har sin oprindelse fra et Fox-produceret computerspil som Paul W.S. Andersen i 2004 bragte til lærredet med et noget broget resultat. Plottet var fra start til slut præget af ulogiske og dårlige undskyldninger for at bringe universets to sværvægtere i konfrontation alt imens vattede homosapiens måtte springe for livet. Baggrundshistorien var en joke: Predators var oprindeligt universets numero uno ? jægere hvis sidestykke ikke fandtes. Aliens var deres mest værdige trofæer, og under et forhistorisk besøg på Jorden byggede Predators pyramider og erklærede sig guder. Men noget gik galt så alle med øgleskin og exoskelet flygtede fra vores blå planet. Dette fjollede oplæg er nu blevet påmonteret et 2-tal, men i modsætning til Andersens lige lovligt polerede computerspilsfilmatisering, så har de nye instruktører koblet plottet fast til en potent horror-engine.

Straus Brødrende har instrueret ? ja, sådan er de altså krediteret. Navnene er Colin og Greg, og de har i årevis koordineret special effects på en række relaterede genrefilm som Fantastic Four 2, 300 og X-Men 3. I AVP2 kan man enten vælge at fokusere på filmens komplet manglende relevans og nederdrægtigt kyniske spekulationer, eller man kan hoppe med på vognen og spænde sig fast til en tempofyldt kombination af sci-fi og hårdfør horrorsplatter. Det er som sidstnævnte kategori at AVP2 høster min overraskende positive attitude. Plottet undgår naturligvis ikke nogen pinagtig katalysator i sit forsøg på at udsulte sagaen om galaksens mest famøse monstre: De teknologisk overlegne Predators har fumlet lidt med genspaltning, og er desværre nedkommet med et über-alien ? en kombination af de to alien-racer. Forskningsresultatet havner desværre på vores i forvejen hårdt prøvede planet, og langsomt bliver en lille afsondret by gjort til vært for giganternes sammenkomst.

Men herefter går det straks meget bedre, for AVP2 er absolut ikke ueffen inden for sin genre. Historien byder på et meget traditionsspundet persongalleri, men det er ikke nemt at gætte hvem der ender på kistebunden inden rulleteksterne. Faktisk er historien skrevet med så tilpas mange u-vendinger og ugennemskuelige konstruktioner at handlingen aldrig mærkes forudsigelig. Med sin bevidst upolerede brutalitet og flair for splatterkrams er AVP2 også en film som rammer det snævre marked for nørder og drengerøve. Nybagte forældre og substanssøgende tilskuere skal ikke engang overveje at sætte sig i sædet til Straus Brødrenes freakshow, for det er mindst ligeså nemt at etablere et hadefuldt forhold til filmen. I sin obskure form og grænseoverskridende inhumane påfund byder AVP2 på lige dele underholdning, skræk, adrenalin og kvalme.

Hvor 1?eren sammenlignet var den rene hvedebrødsdag, så er AVP2 et rugbrød af den særligt grovkornede type. Det er naturligvis ren skamfering og grov udnyttelse af de klassiske oplæg som Ridley Scott, James Cameron og John McTiernan bragte os, men med sin egen rustne fuck-you-attitude og flair for hårdtpumpet action formår Straus Brødrene at løfte projektet ud af klassikernes skygge og definerer i stedet sit eget blodige og adrenalinrige spillerum. Givet vis er det præget af økonomiske spekulationer, manglende opfindsomhed og industriel falliterklæring. Det er set før og ses helt sikkert igen i fremtiden, men i hverdagens pausefunktion leverer AVP2 en tilfredsstillende rutschebanetur gennem universets mindst indbydende slagtehal.
I et rumfartøj lykkes det en Alien at overrumple sin Predator-vogter og udklække et helt nyt væsen i ham ? en Predalien. Kort efter styrter rumfartøjet ned på Jorden nær den lille amerikanske provinsflække Gunnison, og snart spreder disse skræmmende væsener død og ødelæggelse omkring sig, samtidig med at der ankommer en Predator, som skal bremse dem og slette alle spor efter dem. Mens panikken breder sig i den lille by, er der især tre, som forsøger at holde hovedet koldt: den netop løsladte straffefange Dallas, den netop hjemsendte professionelle soldat Kelly samt den lokale sherif Morales. Alle står de over for deres livs værste mareridt.