Den danske instruktør Lone Scherfigs internationale debut blev noget af en uventet succes. Ikke alene blev filmen udtaget til en lang række internationale filmfestivaler, den fik tilmed hele 3 Oscar-nomineringer i 2009. Desværre blev Scherfig ikke selv nomineret, men hun kan dog bryste sig af, at have ført skuespillerinden Carey Mulligan frem i lyset. Dengang var hun en forholdsvis ukendt skuespillerinde, i dag kan hun prale af sin Oscar-nominering, og med hendes talent kan hun sagtens gå hen og blive en af de helt store og sågar ende med en af statuetterne en dag.

I 1960’ernes England følger vi den 16-årige Jenny (Carey Mulligan), som er sået en lys fremtid. Hun udmærker sig i skolen, og alle forventer, at hun får en plads på det prestigefyldte Oxford. Ved et tilfælde møder hun en dag den ældre David (Peter Sarsgaard), og de bliver hurtigt forelskede i hinanden. David tilbyder et luksuriøst liv, hvor uddannelse lige pludselig ikke længere er en nødvendighed. Dette får Jenny til at stille mange spørgsmål til tilværelsen, for er det ikke vigtigst, at have det godt og sjovt i livet?

”An Education” følger et forholdsvist lineært plot, som de fleste har set udfolde sig før i adskillige andre film. Forskellen på disse og denne er blot varmen og tvetydigheden. Stemningen er nemlig konstant rar i filmen, og det skyldes de nuancerede karakterer, som aldrig reduceres til endimensionelle stereotyper, men konstant bliver i gråzonen. Vi holder af dem alle, og lader os føre bag lyset imens vi accepterer filmens falske moraler. Den store afsløring hen mod slutningen, er heldigvis afdæmpet og knap så dramatisk som man kunne vente, og selvom man sikkert har haft hele forløbet i baghovedet hele vejen igennem, bliver man alligevel en anelse overrasket, fordi man har lært at holde af karaktererne ligeligt – selvom disse til tider ikke altid opfører sig helt korrekt.

Lone Scherfig har derfor skabt en film, der fungerer helt efter hensigten. Det er muligvis en lille film med en lille morale, men dens karakterer samt skuespillere løfter filmen til noget mere. ”An Education” overlader en del til fantasien, hvor sammenligningen med en bog sagtens kan drages. Vi ser ofte halve sandheder, som aldrig bliver løse ender, da vi får det hele reddet ud i et behageligt tempo i filmens afsluttende scener. Fra starten af har filmen en varm humor, som bliver vedholdt helt til slutningen, og med de stærke skuespillerpræstationer fra hele castet er der rigeligt at holde af. Ligeså er 60’ernes England skildret med perfektion, hvilket opretholder illusionen med stor sikkerhed. Bestemt en seværdig oplevelse.

Filmen – 4/6

Billede & Lyd

Billedets kvalitet er glimrende og skarpt. Som DVD-udgivelse er der et svagt grynet lag, man ikke kan komme uden om, men både arbejdet med de mørke billeder samt bevægelse i billedet ser fremragende ud. Der er måske ikke de store detaljer i lydbilledet, men balancen imellem de forskellige niveauer kan stort set ikke blive bedre.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.

Konklusion

Et modent drama med en varm stemning – Lone Scherfigs ”An Education” er en behagelig overraskelse. Med en pragtpræstation af Carey Mulligan er dette en film for enhver, der elsker et veldefineret karakterdrama. Udgivelsen her er desværre uden ekstramateriale, men til gengæld er kvaliteten af billede og lyd fremragende.

[media id=1004 width=630 height=340]