Så kom den endelig, den anden og sidste film om den svenske korsridder Arn Magnusson. I 1’eren var Arn et skarn og blev som straf sendt til Mellemøsten, mens hans flirt Cecilia røg på religiøs genopdragelse. Handlingen skydes i gang en årrække efter 1’erens rulletekster, og i mellemtiden har Mellemøsten gjort Arn til en bad-ass korsridder, der ikke går af vejen for at nedslagte et par af sine kolleger, hvis han synes, at de behandler fjenden lidt for brutalt.

Arn er dog ikke alene om at være den politiske korrekte i det spil. Da han senere står ansigt til ansigt med muslimernes hærleder Saladin, er denne heldigvis en barmhjertig Jesus-klon, der sender sin dødsfjende hjem til Sverige med en klækkelig sum guldmønter. Flink fyr.

Hele setuppet ligger så tæt op ad store Hollywood-dramaer, at det er uundgåeligt at drage paralleller. På den ene side er det flot, at vi her i Skandinavien kan producere andet end socialrealistiske discountfilm. Hvad angår fotograferingen, kostumerne og rekvisitterne står "Arn II" bestemt ikke tilbage for sine to-tre gange så dyre amerikanske forbilleder. På den anden side udstilles også svaghederne ved at ride direkte i amerikanernes mastodontiske fodspor. Mange scener har ikke den narrative intensitet, som vi er vant til fra de store produktioner. Det lugter mere af DR’s "Gøngehøvdingen" end af Ridley Scotts "Kingdom of Heaven". Og så er mange passager beklageligvis … ja, kedelige.

Et kendetegn ved store amerikanske episke dramaer er, at præmissen er soleklar fra starten, så ingen er i tvivl om, hvad målet er, og hvornår det er opnået. Her adskiller "Arn II" sig, men ikke på den konstruktive, nytænkende måde.

Vi får i starten (gen)introduceret vores to hovedpersoner, der tydeligvis har et ønske om at være sammen. Men Cecilia er spærret inde i et kloster, og Arn er på korstog i Gaza, så vi er klar over, at de må gå grueligt meget igennem, før de til sidst får hinanden. Sådan går et imidlertid ikke. Halvvejs inde i filmen er målet nået, og alt er fryd og gammen. Fortællemæssigt er det derfor ikke for kønt, at instruktøren springer seks år frem i tiden og begynder en ny konflikt med nye aktører.

Fandt man den første film fantastisk, er 2’eren sikkert en fornøjelig afslutning. Til gengæld kræver filmen også, at man har første kapitel med i bagagen, hvis man skal forstå de spændinger mellem figurerne, som nu udløses. 2’eren er en tand lettere end den selvhøjtidelige forgænger, og især fungerer Arns norske ridderkammerat Harald ganske godt som comic relief.

Filmens budget kunne have finansieret 10-20 danske lavbudgetfilm. Om det er et godt bytte, vil vise sig ved billetlugerne. Kunstnerisk er svaret nej.