Navnet James Cameron er om nogen synonymt med amerikanske blockbusters. Vel at mærke med budgetter der slår den ene rekord efter den anden per film og teknologiske kvantespring, fremmanet af mesterinstruktørens vanlige perfide perfektionisme. Efter sigende er den kære – og kompromisløse – Cameron et vidunderbarn der kan det meste filmtekniske på egen hånd, hvilket måske derfor også har affødt banebrydende film som de to første ”Terminator” film, ”Titanic”, ”Aliens” og ”Dybet”. Seneste skud på stammen er den længe ventet ”Avatar”. Den har været undervejs i fire år, og må siges at være helt i tråd med Camerons sædvanligvis høje ambitionsniveau. I hvert fald hvis der udelukkende fokuseres på effektarbejdet.

Jorden er engang i fremtiden kommet i en energikrise, og kun kan reddes af et særligt kraftfuldt mineral der udvindes på den mystiske planet Pandora. De indfødte, det såkaldte Na’vi naturfolk, er dog ikke interesseret i at blive invaderet og kæmper for at bevare deres selvstændighed. Forskere udvikler derfor et særligt ”Avatar Program”, hvor bevidstheden fra et menneske kan overføres til en kunstigt frembragt na’vi, og kan dermed færdes frit på planetens overflade. Den invalide soldat Jake Sully (Sam Worthington) får til opgave at vinde na’vi-folkets tillid gennem en avatar-krop, sådan at mineralerne kan hentes i fred. Det viser sig imidlertid at menneskerne ikke har rent mel i posen, og Jake vælger at kæmpe på na’viernes side mod de griske og knapt så naturelskende jordboere.
”Avatar” er en af årtiets mest ventet film, alene i kraft af at James Cameron står bag roret. Meget apropos er det hele tolv år siden filmskaberens seneste film, ”Titanic”, der gik hen og vandt elleve Oscars. Ligesom ”Titanic” i bund og grund var en banal kærlighedshistorie, pakket ind i næsten tro kopi af den sunkne skude af samme navn, fremstår ”Avatar” som en ganske ordinær action-flick i nye klæder. Helt basale filmiske elementer som plot, tema og indre logik imødekommes ikke tilfredsstillende trods en spilletid på næsten tre timer og et budget på den absurde side af en milliard kroner.

David: Netop budgettet er noget man kan diskutere, når man snakker om budskabet i Camerons nye film. ”Avatar” er nemlig den dyreste film i filmhistorien, og prædiker et budskab om klimabevidsthed på samme tid, og det kan hurtigt fortolkes som dobbeltmorale. Cameron er dog udmærket klar over dette, men ved at identificere sig selv med filmens hovedperson, foretager han en masse fejltagelser, inden han vågner op og retter op på det hele. Cameron er nemlig ganske vist en budbringer, hvis budskab muligvis er meget sort/hvid, men alligevel aktuelt og relevant. Netop derfor kunne man måske godt have ønsket sig, at filmen var udkommet noget tidligere, så folkene til klimatopmødet kunne have haft en chance til, at se en film der forenkler debatten til noget ethvert menneske må kunne forstå.

Mads: Jeg er ikke enig i at filmen ikke er logisk eller har et velfungerende plot. Den er måske ikke en dyb og filosofisk film, men det er en meget velproportioneret og stramt fortalt film. Personligt ville jeg have fundet det mere interessant, hvis filmen havde behandlet, hvad der ville ske når rumvæsnernes ædle natursans, bliver mødt af den humanistiske videnskab som Sigorney Weaver’s karakter står for, men det er ikke det Cameron vil.

Casper: Filmens historie er simpel på samme måde som historien er simpel i Titanic, menneske er bare gennem onde, og derfor bliver det aldrig et stort dilemma at Jake Sully må vælge Na’viernes side, menneskene er simpelthen ikke værd at kæmpe for.

Ingen tvivl om at ”Avatar” er en teknisk bedrift uden sidestykke. Effektmagerne fra Weta, der bl.a. gjorde sig bemærket med ”Ringenes Herre” filmene, har sat en ny standard for hvad der er muligt digitalt. Intet virker computergeneret, alle animationer og væsener synes levende. Der er allerede skrevet stolpe op og ned om effekterne, så det vil jeg springe over. Det interessante opstår nemlig når der ses bag den flunkende glansbillede. Univers og tema i al sin tomme glimmer er nemlig én stor uoriginal heksegryde af indianermytologi og andre film, såvel fra Camarons eget repertoire, særligt ”Dybet”, og værker som ”Dune”, ”Danser med Ulve” og ”Braveheart”. Resultatet er en noget jævn skæbnefortælling om en amerikansk soldat med Messias-komplekser, der redder et naturfolk fra de onde kapitalister.

David: Effekterne er ikke noget, der kræver den store diskussion. Cameron opfandt en ny 3D-teknologi til ”Avatar”, og med det enorme budget kan man vel ikke forvente mindre end, at filmen indeholder de bedste computereffekter i filmhistorien. Og det gør den. Derimod vil kun tiden vise, om historien stikker dybt nok til, at vi kan kalde dette Camerons store comeback. Karaktererne er uden tvivl endimensionelle, og historien er spækket med klicheer og forudsigeligheder, men Camerons forkærlighed til netop disse ting gør, at man alligevel ikke kan lade være med, at holde af hele virvaret, ligegyldigt hvor uoriginalt det hele end er. Med andre ord – ”Avatar” fungerer på grund af alle de ting, der får andre film til at fejle.

Casper: Cameron forstår virkelig at levere imponerende effekter, det er simpelthen værd at se filmen alene af den grund, for det slår benene væk under en. Hvis man kobler hjernen fra og tænker sig tilbage til de glade 80’ere med Sci-fi film hvor det ikke gjorde noget at plottet var endimensionelt så bliver du absolut ikke skuffet. Planeten Pandora ser ikke mindre end fantastisk ud.

Som så mange andre instruktører er Cameron røget med på øko-hysteriet. Dog går han skridtet videre med et så honningdryppende patos, at selv Michael Jackson ville moonwalk’e væk i afsky. James Horners følelsesladet score gør ikke oplevelsen mindre skingert, i blandingen af tudevioliner og panfløjte-hejs. Jo, der spilles skam på hele følelsespornoregisteret. Heldigvis druknes tonerne til dels i hvad Cameron er allerbedst til – imponerende actionsekvenser, underbygget af et solidt persongalleri. Der bydes ikke på nyskabende indslag, men universets grafiske troværdighed sammensmeltet med episke slag på overfladen af Pandora er ganske enkelt ikke set bedre. Sam Worthington griber hovedrollen uimponeret an, selvom karakteren i sig selv ikke har meget at byde på. Mere spændende er det at se 80’er stjernen Stephen Langs genfødsel som den grusomme Oberst Quaritch og Giovanni Ribisi som den sleske bureaukrat Selfridge.

David: Dialogen i ”Avatar” vækker minder om de glade 80’ere. Der er fyldt med one-liners over det hele, og det passer glimrende sammen med filmens budskab, karakterer og ikke mindst stemning. Her fremstår Stephen Lang som den ypperste skuespiller, da han leverer disse one-liners med en nerve, der bør kunne få ethvert voksent barn til at trække lidt på smilebåndet. Der er masser at holde af i ”Avatar”, men det er en af de slags film, der kræver, at man lader sig selv holde af den. På den måde vil den nok ikke skuffe mange, da kun få går i biografen med paraderne oppe og den kritiske sans beredt. Personligt havde jeg ingen forventninger, men fik leveret en solid sci-fi film, der råder bod for sin manglende dybde igennem actionscener og effekter man aldrig før har oplevet. Du bør unde dig selv denne oplevelse.

Mads: Jeg tror det er en sådan film som jeg lige så godt kunne have hadet, hvis jeg var i det forkerte humør, men jeg var med fra start til slut og jeg elskede hvert minut. Jeg lod mig betage og jeg tror, at hvis jeg var kommet ud fra biografen med en sur mavefornemmelse så ville jeg være nød til at revurderer min mening senere. ”Avatar” er et pragtfuldt eventyr.

Casper: Filmen lider under at det er et helt andet univers man træder ind i, og dem vil man gerne have uddybet, ja, meget gerne i en triologi. Plottet udvikler sig for hurtigt og kan dermed være med til at det føles en smule tyndt og endimisionelt. Men tag ikke fejl, denne film er virkelig god sci-fi underholdning med masser af action, som alene pga. effekterne er værd at se og disse imponerer så meget at plottet kommer til at blegne.

En film som ”Avatar” vil absolut skille vandene. Filmen er en sær blanding af banebrydende teknik, topklasse action og et tyndbenet plot, peppet op med påtaget øko-politik. Den moraliserende retorik er simpelthen forfærdelig, men alligevel opsluges man af den imponerende visuelle underholding. Det kan meget vel være at ”Avatar” vokser ved gensyn, men umiddelbart er jeg temmelig skuffet over hvor lidt en instruktør som James Cameron har fået ud af materialet. Grønne fingre eller ej.

[media id=1083 width=630]