Til alle dem der længe har været trætte af Cameron Diaz, kommer nu en anti-Cameron Diaz film med ingen ringere end Cameron Diaz i hovedrollen. Kvinden der længe har været et kønt ansigt i romantiske komedier, ser efterhånden nu så brugt og ødelagt ud, at kun de færreste stadig finder hende ovenud attraktiv. Derfor er det rart at se, at hvem man troede var en arrogant og uvidende kvinde, faktisk har en ironisk distance til sig selv. Givetvis spiller hun en ”lækker” lærer i filmen, men hendes rolle er ren karikatur optegnet efter en stereotype, og i adskillige scener ser man hende fra hendes mindst attraktive side. Respekt herfra.

Elizabeth Halsey (Cameron Diaz) er en lærer, fordi hun ikke ved, hvad hun ellers skulle foretage sig. Hendes eneste mål i livet er, at finde en rig mand, så hun kan trække sig tilbage og nyde livet. Da hendes kæreste finder ud af dette, går forholdet i stykker, og straks kaster hun sig over den nye vikar (Justin Timberlake) på skolen, som ganske vist er ekstremt godtroende, men også en fremtidig arving af familiens firma. Den mere sympatiske gymnastiklærer (Jason Segel) på skolen, har dog et godt øje til Elizabeth, og selvom hun rundt regnet er et dårligt menneske på alle leder og kanter, er der ingen der siger, at man ikke kan ændre sig.

”Bad Teacher” er en lang perlerække af vittigheder, der en efter en, baner vej til den næste. Men Cameron Diaz som en elendig lærer, der ikke gider sit job, ryger hash og konsekvent bander, er der plads til masser af vittigheder, som langt de fleste vil holde af. Det ender dog som en ren hit and miss film, hvor ca. halvdelen af vittighederne får en til enten at udbryde i latter eller i det mindste trække å smilebåndet, imens den anden halvdel er tåkrummende elendige. Kan man se igennem fingre med de elementer, der ikke fungerer, kan man dog forvente en middelmådig film med et utal af vittigheder, der trækker både op og ned i det hele.

Selve filmens præmis er set før, hvor en usympatisk hovedperson skal lære af sine fejl og mangler, og naturligvis ender alt lige hvor man forventer det. Et stort problem for filmen er, at vi aldrig finder en sympatisk side hos vores hovedperson, og derfor ikke kan identificere os med hende. Der er ikke mange nuancer i filmen, og netop her falder det hele en smule fra hinanden. Når hun til sidst vender 180 grader, kan vi som tilskuere ikke forstå hvorfor, og endnu mindre hvorfor hele filmens eneste sympatiske karakter ligefrem kan lide hende. Troværdigheden er dermed aldrig intakt, og derfor bliver man aldrig opslugt af historien, men står lidt på sidelinjen for at grine med på alle de skøre påfund. Dem er der heldigvis rigeligt af, og netop derfor falder det aldrig fuldstændigt fra hinanden.

Billede & Lyd

Hvad filmen mangler af autencitet og formål, finder man til gengæld i udgivelsens billede og lyd. Billedet er utrolig klart, rigt på detaljer og med en farveskala der til tider direkte imponerer. Alt fra de mere mørke billeder til de overoplyste der mildest talt kanon ud. Lyden kan måske ikke helt følge med billedets abnormt høje kvalitet, men der bliver stadig gjort fint brug af alle højtalere og al dialog går klart igennem. Der mangler en anelse bund til filmens mange musiknumre, men som helhed lyder det glimrende.

Ekstramateriale

Filmen er udkommet i en såkaldt ”Baddest Edition”, som varer 6 et halvt minut længere end biografversionen. Om det klæder filmen eller ej, tør jeg ikke sige, da man desværre ikke har valgmulighed at slå disse fra. Man kan dog se hvilke scener, der er tilføjet, og selvom flere er ganske morsomme, bliver 1 time og 37 minutter en anelse for meget, for en film med så lidt på hjerte. Udover dette har filmen diverse fraklippede scener og et gag-reel, hvor ingen af delene imponerer. Det lille program hvor Jason Segel og Justin Timberlake går bag kameraet er derimod ganske morsomt, og den feature der giver mulighed for små biografier og klip fra filmen med flere karakterer, er også ganske fornøjelig. De sidste 3 featuretter er ganske korte, og giver hvad man forventer – men intet mere.

Konklusion

Cameron Diaz med selvironi er altid et hit selv i en middelmådig film. Som komedie rammer ca. halvdelen af vittighederne rigtigt, men som film føler man aldrig med den usympatiske hovedperson, og forstår heller ikke hendes pludselige omvenden. Derudover er der ganske enkelt intet andet at hente i filmen end skøre påfund, så hvis man er til troværdighed og dybde i komedier, bedes man styre langt udenom denne. Vil man derimod blot have et godt grin, går man ikke helt galt i byen med ”Bad Teacher”. Udgivelsen byder på suveræn billedkvalitet, glimrende lydkvalitet og et fint udvalg af ekstramateriale, som svinger en smule i kvalitet – lidt ligesom selve filmen.

[youtube id=”VihlsPKMh4U” width=”600″ height=”350″][youtube id=”Enter video ID (eg. Wq4Y7ztznKc)” width=”600″ height=”350″]