Ingen kan afvise den sensation, som  ”The Dark Knight” er blevet. Både som popkulturelt fænomen og økonomisk succes. Men det var aldrig kommet så vidt hvis ikke en anden Batman film, Tim Burtons ”Batman”, havde banet vejen for tyve år siden. Stærkt påvirket af Frank Millers dystre ”The Dark Knight Returns” tegneserie fra 1986, lagde Burton indiskutabelt grobunden for den mørke portrættering af superhelte, vi kender fra bl.a. Christopher Nolans nyere univers om den mørke ridder. At Burtons Batman-film set i bagspejlet er både kedsommelig og hyper-teatralsk grænsende til det pinlige, er en helt anden side af sagen. Tidens tand har nemlig ikke været mild ved det kappeklædte hævner anno 1989, og hvad man som knægt mente var super fedt, er gået hen og blevet alt andet end super.
                
Historien er klassisk, nærmest et stykke amerikansk mytologi, og som de fleste kender til. Bruce Wayne (Michael Keaton) er rigmanden der har det hele, og som klæder sig ud i flagermuskostume hver nat, for at bekæmpe kriminaliteten i Gotham City. For metropolen er inficeret af kriminalitet, der bliver værre og værre for hver dag. Da psykopaten Jack Napier (Jack Nicholson) forvandles til Jokeren, efter håndgemæng med netop Batman, forværres situationen yderligere. Batman bliver derfor nødt til at stoppe Jokeren for enhver pris, før Gotham går op i røg, mens der venter forbryderbekæmperen en overraskelse eller to…
At se ”Batman” igen var en kæmpe skuffelse for mig, da det var mine yndlingsfilm som 12 årig. Jeg er sikker på at langt de fleste kender den følelse, når gensynets glæde på ingen måde indfries. Det er der rigtigt mange grunde til, da der er langt flere mislykkede elementer end jeg overhovedet kunne huske. Ser man bort fra den indflydelse Burtons ”Batman” trods alt har haft, er det nemlig rigtigt svært at kunne trække mere end en håndfuld vellykket parametre frem i lyset.
               
Tim Burton er særligt kendt for sin karakteristiske visuel, præget fascinationen af den tyske ekspressionisme, og ”Batman” er ingen undtagelse – og dog. Gotham City er en flot kulisse, omend temmelig konstrueret, med en alt for iøjnefaldende matte. Opsætning er stemningsfuld, når den får lov – og når den ikke fanges i et underligt vakuum mellem klovnet 80’er mode, 30’er gangster stil og gotisk skrækæstetik. Det er som om Burton på den ene side ville skabe et tidsløst univers, mens han på den anden side ikke havde fundet sin egen stil dengang. Burton havde op til ”Batman” kun to spillefilm på samvittigheden, komedierne ”Pee Wee’s Big Adventure” og ”Beetlejuice”. Det virker som en forvirret søgen i en rodekasse, hvilket bevirker at atmosfæren aldrig får lov til at lægge sig. Selv Burton skulle starte et sted, før mesterlige film som ”Edward Scissorhand” og ”The Nightmare Before Christmas” kunne se dagens lys. Selvom soundtracket af Prince, med bl.a. ”Batdance” og ”Scandalous”, efter min mening er fantastisk, passer det ikke sammen med filmen. Det bliver simpelthen for skabet og hysterisk og underbygger visse sekvenser som komplet latterlige. Særligt scenen hvor Jokeren møder Vicki Vale for første gang, med Prince kørende i baggrunden på en ghettoblaster, er direkte pinligt eksekveret.      
En overhængende risko ved at caste mægtige Jack Nicholson i en birolle, er at han unægteligt kommer til at fylde for meget alligevel. Og når rollen som Jokeren i forvejen er som skræddersyet til Nicholson, kan det ikke andet end gå en smule galt med at fastholde fokus på historien. Nicholson er med andre ord naturligvis fremragende, men han får alt for meget screentime. Valget af Michael Keaton som Batman overraskede dengang mange, men indtil Christian Bale overtog rollen i ”Batman Begins”,  herskede der ingen tvivl om at Keaton var Batman. Dog falder Keaton en smule igennem som Bruce Wayne, han er ikke i stand til at spille overfladisk playboy helt troværdigt. Kim Basinger, som fotojournalisten Vicky Vale, er dog intet at råbe hurra for – hun er klassisk smuk, men i denne rollen er der heller ikke meget at byde på..
Det der dog virkeligt trækker ned, er det forfærdelige manuskript. Først og fremmest skal alt konsekvent jokkes ud i pap, særligt præmissen for præsentationen af Bruce Wayne er direkte stupid. Her følger vi en af byens mest garvet journalister og Vicky Vale, til en fest hos Bruce Wayne, vel at mærke en af verdens rigeste mænd som alle bør kende. Der opstår anstrengt forvekslingskomik, da journalisten tilsyneladende ikke aner hvordan Wayne ser ud, som en art indgang til at Vale og Wayne finder sammen – og til publikum naturligvis. Alt skal udpensles, i stedet for at det siges ved godt skuespil eller mellem linjerne, og det bliver hurtigt irriterende. Noget andet er de uddaterede effekter, særligt hvor man kan se at der bliver brugt billige modelbiler og dårligt tegnet animationer.
              
Billede og lyd:
Filmen er præsenteret i et skuffende 1.85:1 transfer, der er i 1080p, men ærligt talt ligner 720p eller en lavere opløsning. Billedet ligner DVD kvalitet, flere sekvenser er uklare og kontrastforhold er der mildest talt ingen af. Værst af alt ligner farvenuancerne en spand vand opløst med en smule farve. Udover ”Flygtningen” og ”Dødbringende Våben”, har jeg ikke set værre Blu-ray transfer, og det er ærgeligt med en film der er så afhængig af sin visuel. På lydsiden er der et udmærket Dolby TrueHD 5.1, der dog er meget lavt – jeg måtte skrue højt op for volumen, før jeg fik et relativt passende lydlandskab til at makke ret. De fleste højtalere er fint med, og lydsporet gør tricket trods alt – uden at byde på meget andet end standarden.     
Ekstramateriale:
Et punkt denne udgivelse dog udmærker sig på, er med omfattende ekstramateriale. Udover en spændende gennemgang af tegneseriens udvikling, fra da Bob Kane introducerede Batman i 1939, er der også en grundig dokumentar i tre dele om Burtons udgave. Derudover bydes der på et godt kommentarspor af Tim Burton selv, mens der er et temmelig omfattende galleri. Sidst men ikke mindst, er der tre Prince musikvideoer fra hans vellykket soundtrack. Dog er det gammelt materiale, det kunne have været spændende med sammenligning med de nyere film, ligesom der i dokumentarerne er sammenligningen med alle film og serier op til 1989.
              
Konklusion:
"Batman” er en jævn filmen, som tiden simpelthen er løbet fra. Det er tydeligt at Tim Burton på dette tidspunkt, er på tærsklen til at skabe sin helt egen stil som vi alle kender, uden at det bliver forceret eller poppet. Dog er det ikke filmens eneste problemer, der er præget af et særdeles ringe manuskript, kluntet og alt for forudsigelig narrativ og indimellem ringe effektarbejde. Ringe fordi at man kun tyve år efter, på hvad der skulle være en storfilm, kan se fejl i hobetal. Selvom filmen også er en halv time for lang og bliver kedsommelig, er der underholdende og positive bidrag. Michael Keaton og Jack Nicholson gør det godt og Gotham City som kulisse er flot, men kitschet. Dog hjælper Blu-ray udgivelsen mangel på kvalitet dog ikke på en samlet karakter, på ingen måde, og selvom ekstramaterialet trækker en smule op, er dette på ingen måde en udgivelse jeg kan anbefale.
Filminformation
Original titel: Batman
Instruktører: Tim Burton
Medvirkende: Michael Keaton, Jack Nicholson, Kim Basinger m.fl.
Produktionsår: 1989
Længde: 126 minutter
Premiere (Blu-ray): 6. januar 2009
Distributør: Warner