Instruktøren Iñárritu lavede i år 2000 sin første film af i alt tre, som kompositorisk var drejet som multiplotfilm, hvor publikum følger flere sideløbende historier samtidigt. Den sidste film i trilogien var den oscarvindende ‘Babel’ (2006), som viste hvordan globale fortællinger af forskellig kulturel karakter kan tilhøre den samme historie. ‘Biutiful’ er Iñárritus første film siden ‘Babel’, og den følger modsat multiplotfilmene kun historien om én mand og hans liv. Dog er mange temaer flettet ind i historien; så mange, at filmen mangler ét overordnet sigte, som holder sammen på fortællingen.


Uxbal (Javier Bardem) er manden i centrum. Han er en hjerteknust alenefar med to børn i Barcelonas forstad Santa Coloma, som huser alverdens illegale immigranter. Uxbal udnytter på én gang de illegale immigranters arbejdskraft, samtidig med han beskytter nogle andre mod politiet. Livet er en konstant kamp for tryghed og overlevelse, hvilket har sine ofre.
Uxbals børn udsættes også for destruktive oplevelser. Børnenes mor er maniodepressiv og ude af stand til at hjælpe med opdragelsen. Hun skuffer dem gang på gang samtidig med, at hun nedbryder Uxbals hjerte. Men han får også andre dødelige lidelser at bære rundt på, den dag han rammes af kræft.

Filmens titel ‘Biutiful’ er fyldt med dobbelt ironi. På den ene side fordi der intet smukt er ved tilværelsen blandt Barcelonas immigranter, som kæmper for overlevelse. På den anden side, fordi ordet er stavet forkert; småkt. Det grimme ironiseres ved tiltalen, smuk, for derefter at blive hevet ned på ny.
Filmen var nomineret til De Gyldne Palmer i Cannes i år, men gjorde ikke Iñárritus første multiplotfilm ‘Amores Perros’ (2000) kunsten efter ved at vinde de omstride palmer.


Iñárritu citerer i et interview fra december i år sin far for at have sagt: ”Lavindkomstarbejdere eller taxa-chauffører kan ikke blive deprimerede, for det er en luksus, der er forbeholdt de rige.” Det er til gengæld ikke tilfældet i ‘Biutiful’, hvor armoden er svøbt i depressionens kåbe. Det er ikke det let genkendelige solbeskinnede charmerende Barcelona vi bliver præsenteret for. Vi er hensat til efterårskulde og tilhørende grå omgivelser, som sætter rammen om de barske kår, karaktererne er placeret i.

Javier Bardem spiller fortrinligt rollen som den kræftsyge familiefar Uxbal. Han føler sig splittet mellem ansvaret over for familien og ansvaret over for den illegale arbejdskraft, som han udnytter. Årsagen til Uxbals eksistentielle rådvildhed kan tolkes som et aldrig forløst faderkompleks. Først når faderens balsamerede lig efter mange år kommer tilbage til Barcelona fra Argentina, kan Uxbal begynde at finde en indre ro, som gør ham rede til at dø.

Hvad filmen ønsker at fortælle er uklart. Den er en politisk kommentar til spørgsmålet om de mange illegale immigranter, som tager til Spanien i håbet om et bedre liv for dem selv og den familie de efterlader hjemme. Mange immigranter dør, hvilket også er tilfældet i ‘Biutiful’. Filmen er også et portræt af en familiefar, en knust ægtemand og en sørgende farsøgende søn. Iñárritu mangler i ‘Biutiful’ sin tidligere manuskriptforfatter Guillermo Arriaga, som var med til at skrive multiplot-trilogien. Den klichésmagende røde tråd er klippet over, så filmen fremstår, i stil med sine billedlige omgivelser, som en lidt grå masse. Dette skyldes også den unødvendige længde, som strækker sig godt over de to timer.


Konklusion

‘Biutiful’ er virkelig Iñárritus film. Det er første gang, han selv har haft så stor indflydelse på en af sine film. Det er desværre hæmmende for det færdige produkt, som til trods for fænomenalt skuespil står ret svagt. Det flotte filmiske udtryk kræver til gengæld anerkendelse.