Som en pæn del af jordens befolkning nok har bemærket, er det i næste uge, at gode, gamle Indiana Jones atter gør sit indtog på de hvide lærreder verden over. Som optakt kan man indtil da nyde Harrison Ford i en noget mere dyster udgave som robotjægeren Richard Deckard.

Efter et årelangt slagsmål om rettigheder har instruktøren Ridley Scott endelig fået lov til at få det sidste ord i redigeringsrummet. Ganske vist udkom Directors Cut allerede i 1992, men den var kun baseret på en række anvisninger fra instruktøren. Nu har han fået fuld kreativ frihed. Man skal dog ikke forvente sig de storre forskelle fra 1992-udgaven. De væsentligste ændringer er fortsat, at Harrisons Fords monotone og overflødige fortællerstemme er skrottet, og at den usmageligt påklistrede happy ending er røget ud samme vej.

Manuskriptet er baseret på en roman af den altid leveringsdygtige Philip K. Dick, der i sine fremtidsfortællinger ofte har gransket, hvad det vil sige at være menneske.

Hovedpersonen Deckards navnebror, den franske filosof Descartes, gav sit bud med sætningen jeg tænker, altså er jeg, men i fremtiden er den betingelse ikke nok. I hvert fald nyder disse tænkende maskiner, replikanterne, ikke nogen frihedsrettigheder på Jorden, og de bliver derfor straks skudt ned – eller lidt pænere formuleret pensioneret, hvis de viser sig uden for arbejdskolonierne.

Science fiction-film ældes sjældent med ynde, og her har vi altså fat i en 26 år gammel film, der endda udspiller sig i 2019, faretruende tæt på vores egen nutid. Derfor er det dybt fascinerende, at filmen stadig holder og faktisk endda fremstår flottere end nogensinde i den digitale udgave, der viser i to danske biografer.

Bevares, det er nok ikke sandsynligt, at vi i fremtiden går tilbage til tofarvede computerskærme med en lavere opløsning end en gennemsnitlig mobiltelefons, men den dystopiske fremtidsvision om en beskidt by med brand i gaderne kan vi, der bor i hovedstaden, da i hvert fald genkende.

Hvis man vil opleve filmen, der satte nye standarder for science fiction, og hvis man ikke er bange for en film, der er væsentligt mere stemnings- end handlingsmættet, skal man skynde sig. Den vises nemlig kun i en uge og endda i en udgave, der lidt skuffende er uden danske undertekster. I begyndelsen af det 21. århundrede havde Tyrell-koncernen bragt robot-udviklingen ind i Nexus-fasen med skabninger, der var stort set identiske med mennesker ? kaldet replikanter. De blev benyttet som udenjords slavearbejdere, men efter et blodigt oprør i en Nexus 6-kampgruppe blev replikanterne erklæret ulovlige på jorden. Specielle politienheder ? blade runner-grupper ? havde stående ordre til på stedet at dræbe enhver indtrængende replikant. Dette blev ikke kaldt henrettelse. Det blev kaldt afvikling …