Allerede inden der overhovedet var nogle, der havde set Blood Diamond, så havde filmen allerede fået en del presseomtale, da diamant-producenter rundt om i verden frygtede, at filmen ville stille deres virksomhed i et dårligt lys. Meget forståeligt havde de ikke lyst til at få deres navn kædet sammen med finansieringen af afrikanske borgerkrige, men diamant-producenter kan godt ånde lettet op, for Blood Diamond er ikke en nogen synderligt samfundskritisk film.


Filmen udspiller sig i 1999, hvor borgerkrigen i Sierra Leone var på sit højeste. Her tjener lykkeridderen Danny Archer (Leonardo DiCaprio med tyk african accent) sine penge ved at købe diamanter af de rivaliserende krigsherrer og sende dem videre til internationale aftagere. På en bar møder han den kompromisløse journalist Maddy Bowen (Jennifer Connelly), der er fast besluttet på at kortlægge, hvorledes diamanter bliver brugt til at finansiere krigen.

De to har i sagens natur ikke ligefrem fælles interesser, men som et resultat af ydre omstændighederne ender de alligevel med at gøre følgeskab sammen. Selvom borgerkrigen raser, og kuglerne flyver om ørene, så forelsker det umage par sig alligevel i hinanden. Det virker ærligt talt ret usandsynligt, og det ville havde været befriende, om man havde valgt at lave filmen uden at ?smovse? den ind i en unødvendigt love story, der endda er rigeligt sentimental.


DiCaprio yder ? ligesom i The Departed ? en glimrende præstation i rollen som Archer. Men han overstråles af Djimon Hounsou, der er helt fabelagtig som den unge fisker, Solomon, der er ude i en desperat kamp for at vinde sin familie tilbage, som han er blevet skilt fra under krigen. Hounsou tilfører rollen et nærvær og desperation, hvilket i sig løfter filmen, og giver den en mere menneskelig dimension.

Men heller ikke i sin skildring af forholdet mellem Archer og Solomon har Blood Diamond mere tiltro til sin egen fortælling, end at den skal pakkes ind i traditionel action underholdning. En scene hvor Archer og Solomon løber spidsrod gennem en krigszone uden på mirakuløs vis at blive ramt er nok intens, men også en smule overgearet, og trækker fokus væk fra den overordnede historie.


Det er meget tydeligt, at man med Blood Diamond har ønsket at lave en kritisk film om, hvordan diamanter bliver brugt til at finansiere krig. Den pointe forsøger filmen flere gange at banke fast med syv tommer søm, men Archers påståede forbindelse til udenlandske karteller forbliver et postulat. I virkeligheden så er det ret svært at forestille sig, at en mellemmand placeret midt i en afrikansk borgerkrig skulle have direkte forbindelse med internationale diamantkøbere, men det aspekt får filmen aldrig nærmere udforsket.

Men filmens spildte ideer til trods, så er Blood Diamond et flot og underholdende eventyr. Men kritikken af diamant-industrien drukner i et uheldigt mix af action, romantik og politiske forviklinger, der slet ikke udnytter historiens potentiale.
Historien foregår i 1990erne i Sierra Leone, hvor borgerkrigen raser. Under et fængselsophold lærer den unge lejesoldat, Danny Archer (Leonardo DiCaprio), Solomon (Djimon Hounsou), en ung fisker, der blev bortført fra sin familie og tvunget til at arbejde i diamantminerne, at kende. Solomon har fundet og gemt en sjælden pink diamant. Sammen med journalisten Maddy Bowen (Jennifer Connelly) starter de på en farefuld rejse gennem rebellernes territorium for at genfinde diamanten.