Normalt spørger man, om et gammel film har ældet med ynde, men i tilfældet med Top Gun virker spørgsmålet malplaceret. Top Gun har i stedet undergået en efterrationalisering der ændrer perspektivet på filmen. Det er ikke længere nogen hemmelighed at Top Gun fra 1986 er en moderne propagandafilm, orkestret i et samarbejde mellem den amerikanske flyvevåben og filmproducenterne Don Simpson og Jerry Bruckheimer.

Militæret havde svære PR-problemer efter Vietnam og den serie af kritiske vietnam-film der kom i eftermælet, men hvis film kan gøre skaden værre, så kan det også gøre sælge varen. Ind kom et talent fra reklame-branchen, Tony Scott, et filmsoundtrack der blev spillet på MTV og ikke mindst fænomenet Tom Cruise – den nye mytologiske actionhelt som mændene drømmer om at være og kvinder drømmer om at være … i seng med. Ingredienserne svøbes omkring et koncept hvor krig udkæmpes med sej teknologi og fjenderne er blot, anonyme, lysende pletter på radarskærmen. En perfekt reklamefilm der fik antallet af ansøger til det amerikanske flyvevåben til at eksplodere i 80’erne.

Propaganda på vingerne

Denne erkendelse ændrer formentlig vores optik når vi i 2020 genser Top Gun. Det er ikke længere en uskyldig, stylet actionfilm men et kalkuleret lokkemiddel. En flyvende fallos-historie med politiske motivationer der i 1986 ramte USA – ja, hele den vestlige verden i solar plexus. Så ældes film på en anden måde og løfter sig fra det umiddelbart synlige. Tony Scott serverer historien med reklame-filmens kunstige punchlines og osende æstetik, til alt fra silhuetter af elskende par, til dampede omklædningsrum og kontrastfulde farver i kontrolrummet. Han formår dog ikke at formidle den kontinuitet i luftkampene der gør, at vi ved hvor jagerflyverne befinder sig i forhold til hinanden. Spændingen forsvinder i et larmende montage-rod med råbende piloter, hvor man aldrig fatter hvad der foregår.

Top Gun anno 1986 er intet mindre end 110 minutters ufortrødent reklamefilm for det amerikanske militær, som i nutiden forhåbentlig minder os om, ikke at basere vores virkelighedssans på det vi ser på film. Det er en udødelig klassiker, men på sin egen kitschede facon. Galskaben giver mere mening hvis Tony Scott bevidst lavede en højrøvet, selvironisk film med stærke homoerotiske undertoner. Eller gjorde han det? Måske er det hans hemmelighed, som han tog med sig i graven.  

Når Top Gun genudgives på blu-ray, er det særligt for at rette lamperne mod den for ventede efterfølger: Top Gun – Maverick. Det bliver interessant at se, dels om flyvesekvenserne kan skrues bedre sammen, men også hvordan Maverick distancerer sig fra reklamefilmens princip og i stedet finder sit eget eksistensgrundlag, løsrevet fra denne campede 80’er artefakt.

Ekstramateriale:

Trods det promoverende motiv, så har blu-ray genudgivelsen alligevel en glimrende omgang nyproduceret ekstramateriale. “The Legacy of Top Gun” og “Danger Zone: The Making of Top Gun” kommer ud i mange hjørner af tilblivelsen, kombineret med anekdoter og interviews af Bruckheimer og Cruise. Endvidere er der kommentarspor og en håndfuld kortfattede features. Ekstramaterialet kommer dog aldrig ind på filmens politiske og forførende koncept, men hylder filmen ufortrødent som et klassisk monument. Den anden vinkel må vi selv læse os frem til. 

OVERBLIK OVER ANMELDELSER
Film
Ekstramateriale
Tidligere artikelBad Boys for Life
Næste artikelSpioner på missioner