Engang spillede MTV kun musik. I dag skal man tænde for kanalen, efter mørkets frembrud, hvis man vil gøre sig forhåbning om et se en musikvideo. Resten af sendetiden bruges på realityshows og tv-serier med en udpræget, farverig ungdomsappel. Masser af stil, tynde kalorier. På MTVs programoversigt optrådte fornyligt serien “Blue Mountain State”, en ærkeamerikansk teenkomedie, som er hundrede procent fokuseret på at tørre røv i sit eget indhold.

Amerikansk fodbold, brusende bajere og villige piger. Mere har vi ikke brug for, når hulemanden holder fjernbetjeningen. “Blue Mountain State” handler om et kikset fodboldholds bedrifter, formidlet med alle arketypiske klichéer, som knytter sig til genren. Der er ingen hævet finger eller moralsk prædkien til drukfesterme eller de promiskuøse udskejelser. Alle karakterer er forskellige niveauer af hjernelamme – dog altid med veltrænede kroppe – og sproget ville få præsterne til at slå korsets tegn, men heldigvis dyrker serien en uforpligtende, parodisk distance til udskejelserne.

Led efter en dybere mening, og du finder – intet. “Blue Mountain State” kan basere et helt afsnit på en lommefisse af gummi. Men, serien har en indbygget drilagtighed overfor genrens typiske maskuline fundament, for undervejs udfordres karaktererne med injektioner og små antydninger fra den homoseksuelle fløj. Hvad serien mangler i hjernen, har den i kuglerne – hvilket efter alle intentioner pisser kritikerne af, men er ren begejstring hos MTVs naive målgruppe.

MTV har længe haft en god tradition for nytænkning i sit programvalg, men med “Blue Mountain State” har kanalen kastet rebet tilbage til fortidens flabede highschool komedier, så som “Delta Klikken” (1978). “Blue Mountain State” er ikke mere relevant end et vindpust, men man må alligevel give lidt respekt for dens tempo og urokkelige frækhed.

Serien: 3/6

Billede & Lyd:
Format: 1.78:1
Lyd: Dobly Digital 5.1
Tekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, islandsk.

Ekstramateriale:
Intet.

Konklusion:
Fire timers velproduceret teenagekomedie med store boller og små ambitioner. Det er svært at klage, men nogen nyklassiker bliver det aldrig. Lige så illoyalt et marked serien henvender sig til, lige så flygtigt underholdende er “Blue Mountain State”. DVD udgivelsen indeholder seriens afsnit – nicht weider.