Historien om filmen ”Bonnie and Clyde”, baseret på gangsterparret Bonnie Parker og Clyde Barrow opstigning og endelig fald, er en af de mest betydningsfulde værker i amerikansk film. Da Arthur Penns banebrydende film kom frem i 1967, kickstartede værket den amerikanske nybølge – hvad vi nu kender som New Hollywood. Milepælen er nu blevet restaureret i en flot Blu-ray udgivelse, der med rette understreger at filmen også den dag i dag er fremragende.
                     
Da den småkriminelle dagdriver Clyde (Warren Beatty) en dag er ved at stjæle en bil, møder han den smukke Bonnie (Faye Dunaway), hvis moder tilfældigvis ejer selv samme bil. Det er kærlighed ved første blik og de to unge ubekymringsfrie mennesker slår pjalterne sammen. Deres eksplosive forhold udvikler sig fra et oprørsk eventyr til en lang række bankrøverier og mord, og det ender med at de bliver jaget vildt af politiet i en flugt på liv og død…
Set med nutidige øjne, kan det være at ”Bonnie and Clyde” ikke ligefrem har samme effekt som dengang i slut 60’erne. Dengang skabte den, sammen med ”Bloody” Sam Peckenpahs voldswestern ”The Wild Bunch”, fundamentet for eksplicit blodsdryppende vold i amerikansk film. Det var dog ikke det eneste, som ”Bonnie and Clyde” skød i gang. Den underspillet seksualitet, herunder sammenføringen mellem vold og ung oprørsk kærlighed, var et billede på tidsånden op til ’68 oprøret, der naturligvis skabte et ramaskrig og i øvrigt ophøjede de to hovedpersoner (og Warren Beatty og Faye Dunaway) til popkulturikoner. Når alt dette er sagt, er ”Bonnie and Clyde” også slet og ret en rigtigt god film, der sagtens kan ses udenom en filmhistorisk kontekst og derfor stadig er holdbar den dag i dag.
                     
Som roadmovie, har ”Bonnie and Clyde” påvirket nyere film som bl.a. ”Natural Born Killers” og ”Thelma and Louise”. Synergien mellem de unge antihelte brænder gennem lærredet, med det dynamiske og smittende samspil mellem Dunaway og Beatty. Dette satte naturlig skub i hvad der blev tre af tidens største skuespilkarrierer i gang. Warren Beatty, der også var producent på filmen, fik belv udråbt til filmbranchens nye wonderkid. Og den ellers ukendte Faye Dunaway blev et nyt store stilikon. Gene Hackman fik også her sit store gennebrud.
En af grundpiller i New Hollywood filmen var den store anti-establishment bevægelse og massive regeringskritik, der lå i flere film mere eller mindre implicit. Arthur Penn lægger dog ikke skjul på samme og filmen gennemsyres af en bittersød kritik af af den amerikanske drøm, som sættes i et medrivende relief udfra 1930’er depressionens optik. Dette fremstiller "Bonnie and Clyde" et effektivt dobbeltsidet billede af, som en reaktion til den amerikanske kapitalisme og menneskelige konsekvenser. Det er ganske enkelt fantastisk stærk kobling, der trods fyrre år på bagen og at den ses i et andet lys og kultursammenhæng i øvrigt, stadig er aktuel i mere end en forstand.
                     
Billede og lyd:
"Bonnie and Clyde" præsenteres i et skarpt 1.85:1 1080p transfer, der er virkeligt imponerede taget filmens alder i betragtning. Ligesom med ”Dirty Harry” udgivelsen der kom tidligere på året, formår Warner at tage sig kærligt af deres ældre titler, hvilket kun er særdeles positivt. Enkelte sekvenser er der dog udtværet, mens der er en smule støj ved helt lyse optagelser. Dog er kontrastforholdne ganske solide, og det mættet mørke farvespektre er formentlig så godt om det kan blive. Dolby Digital 1.0-lydsporet er derimod ikke specielt imponerede. Indimellem er dialog, real lyd og musik mudret sammen, mens der andre gange er klar adskillelse. Det er dog alt i alt udmærket, og giver i grunden filmen en smule kant med den lidt snusket lydside.
Ekstramateriale:
Udgivelsen er proppet godt med dokumentarer, der alle er interessante og gode."Revolution! The Making of Bonnie and Clyde" indeholder tre forskellige bag om kameraet-featuretter på en times løbetid, hvor skuespillere, instruktør, producere, fotograf og manuskriptforfatter ser tilbage på filmens gennembrud og betydning. Herudover er der en 45 minutters lang dokumentar, "The History Channel Documentary – Love and Death: The Story of Bonnie and Clyde", der handler om virkelighedens Bonnie og Clyde.
                     
Konklusion:
Det er altid interessant at se filmhistorisk vigtige værker i bagspejlet, men mest interessant er det hvis de kan stå på egne ben udenfor denne kontekst. Det kan ”Bonnie and Clyde”, der trods de stærke politiske undertoner, også rammer en helt univers oprørsnerve, vi alle har iboende. Som ren underholdningsgangsterfilm holder filmen også den dag i dag, til trods for at de blodige sekvenser næppe vil chockere særligt mange den dag i dag. Præsenteret i et imponerende Blu-ray transfer og med en god portion ekstramateriale, kan denne udgivelse meget varmt anbefales. Hører man til dem der ikke har set ”Bonnie and Clyde” endnu, er dette et stensikkert køb til samlingen.
Filminformation:
Original titel: Bonnie & Clyde
Instruktør: Arthur Penn
Medvirkende: Warren Beatty, Faye Dunaway, Gene Hackman, Gene Wilder m.fl.
Produktionsår: 1967
Længde: 110 min.
Premiere(Blu-ray): 23. september 2008
Distributør: Warner Bros.