Når forældre hører deres børn tale om usynlige venner, antager de traditionelt at det blot er børnenes fantasi. Når børn leger tag-fat eller bukseskjul antager vi naturligvis at det blot er en sjov uforpligtende aktivitet. Lad os for et øjeblik forestille os, at disse antagelser er komplet forkerte og, at det er os som, i vores voksne rationelle forståelse af verden, lukker øjnene. Med udgangspunkt i børnelegenes myter og den uskyldige fantasi er Børnehjemmet (El Orfanato) en ny spanskproduceret gyser som derimod ikke er for børn. Det er et univers hvor genkendelige mytologier og hverdagsagtige ufarlige skyggebilleder vendes på vrangen, og bliver i stedet til gravalvorlige emner og uhyggeligt vedkommende skikkelser der lurer lige om hjørnet.

Det er instruktøren Guillermo del Toro som står øverst på filmplakaten. Hans navn blev i den grad cementeret i vores bevidsthed da han overraskede os med sit Oscar-nominerede fantasy-eventyr for voksne; Pan?s Labyrint, så man kan ikke uberettiget klandre filmselskabet for at bruge del Toro som salgsargument. Dog har han hverken siddet i instruktørstolen eller bag manuskript-klaveret i Børnehjemmet, men derimod som filmens producent. Det er absolut det eneste mistroiske at nævne ved denne sublime spanske voksengyser, for selvom den ikke har samme originalitet og dristighed som Pan?s Labyrint, så er det alligevel en dybfølt og utrolig yndefuld fortælling med lige dele menneskelig relevans og sitrende uhygge.

Det er gyser-genrens grundprincipper som udnyttes og gradbøjes med udgangspunkt i genkendelige klicheer og konstruktioner: Et gammelt hus med træbeklædte, snoede trapper og skyggelagte rum, grå skyer og vindens rusken udenfor vinduet. Mærkelige fugleskræmsler, børn med groteske, hjemmelavede masker og mystiske lyde fra loftet. Den debuterende instruktør Juan Antonio Bayona har virkelig haft et skarpt blik for klassiske adrenalin-stimulerende virkemidler. Historien er fortalt gennem blikket på den voksne kvinde Laura som, sammen med sin mand og adopterede søn, vender tilbage til sit gamle børnehjem for, at etablere en institution for hjerneskadede børn. Hendes søn Simon fortæller ufortrødent om sine usynlige venner, og da han sporløst forsvinder fra børnehjemmet begynder Laura gradvist, at overveje alvoren i Simons livlige fantasi.

Inspirationen fra Pan?s Labyrint er ikke til at tage fejl af, idet Børnehjemmet også benytter sig af de flydende grænser mellem fantasi og virkelighed, mellem eventyrets utrolighed og hverdagens genkendelighed. Det er begge film som primært henvender sig til et modent publikum idet de, til trods for børnenes centrale roller, primært beskriver voksne følelsesregistre. Og så er virkemidlernes effekt ikke for de sarte, for Børnehjemmet er gys med stort G som ? undskyld det klicheprægede udtryk ? vil begrave neglende i biografsædets armlæn. Men det er også en betagende smuk og sørgmodig historie der vil forårsage gennemblødte kleenex-pakker. Børnehjemmet har inspirationen fra den klassiske filmånd, men indskriver sig som en unik raffineret gyser og en pokkers god historie der har meget mere end spøgelser på dagsordenen.

Laura voksede op på et børnehjem ved Spaniens kyst, hvor alt var fryd, gammen og glade dage. Nu 30 år senere vender hun tilbage sammen med sin mand og søn for at genåbne stedet, der har været lukket i mange år. Knapt er familien flyttet ind, før sønnen begynder at opføre sig mere og mere mærkeligt, og da også Laura begynder at se underlige ting, synes det klart, at der er et eller andet helt galt på stedet.