Hver dag begås adskillige uprovokerede, meningsløse voldsgerninger og mord. Men hvad gør du, når volden ikke længere rammer din nabo? Hvad gør du, når den ?tilfældigt myrdede? er din elskede? Spørgsmålet er ikke nyt, men svaret – i Jordans seneste drama The Brave One – er forfriskende politisk ukorrekt: Find dem, og dræb dem. Og mon ikke det var på tide?


The Brave One behandler et psykologisk nuanceret og komplekst tema, selvtægt, som gang efter gang fortolkes både simplistisk og uinteressant på det store lærred. Den ellers så dynamiske dramagenregren prioriterer ofte karakterernes handlinger til fordel for de fundamentale menneskelige aspekter som lægger til grund for samme. Desværre hænger de to parametre uomtvisteligt sammen ? ingen handling uden årsag ? og det er afgørende for helhedsindtrykket og troværdigheden, at begge elementer er i balance.

Jordan formår ikke helt at vedligeholde nuancerne omkring sine karakterer, eller den dybde som ellers er så tydeligt funderet i protagonistens bevæggrunde. Forholdet mellem Kirmani og Bain virker allerhøjst påtaget og i værste fald iscenesat – man er kontinuerligt bevidst om at filmen forsøger at skabe grobund for empati, som senere skal udnyttes som katalysator for vores forhold til Bain ? en bevidsthed som man kunne håbe at man ville have undsluppet. Desværre understreges det lidt overfladiske udgangspunkt fortløbende i elementer af narrativen; enkelte scener lugter mildest talt af ?genbrug? (f.eks. da Bain efter et mord må under bruseren og vaske sig ren i sæbe), og der reflekteres kun flygtigt over selvtægthandlingerne; fremdriften drives af vendetta hvor Bain er ?god? er hendes ofre er ?onde?.


Distinktion mellem ?god? og ?ond? bliver dog hverken parodieret, typisk eller klistret. Faktisk formår The Brave One i stedet at udnytte skillelinjen til at understrege sin politisk ukorrekte præmis. Den overlæggende narrativ formidler et gennemtrængende budskab omkring det futile forhold mellem loven og politiet, versus forbrydere og kriminelle ugerninger, som af samme årsag understreger meningen med at tage handling i egen hånd ? ganske anti-Hollywood og forfriskende.

Desuden skildres filmens miljø indenfor en realismepræget ramme ? modsat traditionelle selvtægtdramaer ? hvor de mange hårdkogte episoder forekommer impulsive, pågående og direkte. Det er hverken ligetil eller uproblematisk for Bain at myrde, fra et praktisk og virkelighedstro perspektiv, selvom hendes ugerninger godkendes af filmens selvforståelse; vold og mord i filmen bliver aldrig komiske eller morsomme, og alligevel er moralen, at selvtægt måske trods alt er vejen frem.


Fra en instruktør som Jordan kunne man, for at være helt ærlig, have forventet mere dybde i karaktererne, større reflektering og en mindre ?klassisk? tilgang til de indledende sekvenser af filmen. Det er ærgerligt, fordi filmen faktisk er ganske udmærket. Enkelte scener (som da en sexscene mellem Bain og Kirmani juxtapositioneres med deres voldelige overfald) er simpelthen intet andet end fremragende, mens den overordnede præmis er vidunderligt opkvikkende for genren. Det føles dejligt forkert at acceptere og billige filmens morale som tilskuer, og de mange positive nuancer må da også siges at opveje for de mindre nyskabende, hvorfor filmen herfra – som en ganske habil og forfriskende produktion – præmieres med fire klaptræ. Radioværten Erica Bain (Jodie Foster) skildrer dagligt sin forelskelse i New York og dens mange kuriøse charmer, ved levende at fortælle historier og stemningsfulde anekdoter i sit show ? understøttet af lydklip som hun optager på gader og stræder.

En gruopvækkende aften sættes hendes urbane forelskelse imidlertid kraftigt i perspektiv. På gåtur i Central Park, bliver hun og hendes forlovede, David Kirmani (Naveen Andrews), brutalt og uprovokeret overfaldet. David dør, og Erica ligger i koma i 3 uger.

Hun forsøger at bearbejde sin nyakkvirerede frygt for den by hun tidligere elskede, men følelsen af fortvivlelse forsvinder ikke ? og politiets distancerede indsats hjælper ingenlunde på oplevelsen. Søvnløs vandrer hun gennem byens gader, indtil hun, i konfrontation med nattens mange kriminelle, beslutter at gribe til handling. En selvtægt som ikke undgår bevågenhed, ej heller fra New York-strømeren Sean Mercer (Terrence Howard) som sporer sig nærmere og nærmere sagens implicerede.