Skal der udnævnes en ukronet dronning indenfor klassisk dramafilm, rangerer new zealandske Jane Campion højt på listen. Til trods for nogle svipsere med ”Holy Smoke” og ”In The Cut”, kan man ikke tage fra 56-årige instruktør at hendes rette element er  historiske kærlighedsdramaer, såsom Henry James filmatiseringen ”Portrait of a Lady” og den Oscar-belønnede ”The Piano”. Hun er nu tilbage med den rørende fortælling om digteren John Keats og hans forelskelse i den unge Fanny Brawne.

”Bright Star” er titlen på et digt af John Keats (Ben Whishaw), som han kort før sin død som 25-årig dedikerede til den fem år yngere Frøken Brawne (Abbie Cornish) – og så er der på forhånd lagt i ovnen til tragisk ungdomskærlighed. I 1810’erne synes det imidlertid ikke passende at en fattig poet, der ventede på sit store gennembrud, skulle have noget som helst uanstændigt at gøre med en yngre pige. De to bliver dog hovedkulds forelsket i hinanden, til trods for ikke at forstå hinandens baggrunde som henholdsvis poet og modeinteresseret lillepige. Kærligheden udvikler sig til en ros af besættelse, der ikke er til at skjule for de lokale sladretanter og omgangskredsen i det hele taget.

Hvad der hurtigt kunne gå hen og blive en tør og uvedkommende tv-film om John Keats sidste dage, har Jane Campion i stedet piftet op til en hjerteskærende beretning om ung og umulig kærlighed. Hvad der hos de fleste mennesker nu til dags synes som en menneskeret, altså at kærlighed kender ingen grænsen, havde helt andre forudsætninger i 1810’erne, trods romantikkens svulstige sturm und drang natur/menneske ligende poesi. Der var imidlertid intet svulstig eller prætentiøst ved Keats og Brawnes slet skjulte forhold, eller ved Jane Campions fortolkning.

”Bright Star” er en mavepuster af en kærlighedsfilm. Fortællingen om den altomfavnede kærlighed er på én og samme tid poetisk, rørende og bittersød realistisk. Når er der først er smagt på forelskelsens sødme, grænser det til angst for at miste hinanden og trang til at smelte sammen – hvilket Jane Campion noget så fantastisk tegner op. Det bliver aldrig udpenslet eller påtaget, til trods for de højtragende følelser. I fine strøg skabes der i stedet et sært genkendeligt rum, hvor man ikke kan lade være med at lade sig rive med i både henrykkelse og sorg. For ”Bright Star” er også et frygtelig sørgeligt drama, der går fra genert og ungdommelig forelskelse til et uundgåeligt brud, der ikke er til at bære.

Dramaet om de unge elskende er nemlig ikke så meget en beretning om kærligheden, som det er om frygten for at miste den. Ligesom naturen, i bedste Keats stil, udtrykker den forholdet fra forår til sommer, kommer der også et efterår og en kold vinter. Campion forstår at trække pinen ud til det sidste. Med så dygtige skuespillere som Ben Whishaw og Abbie Cornish, en fantastisk visuel og målrettet narrativ, kan man ikke frasige sig at blive påvirket og fælde en lille tåre undervejs. Selvom det i bund og grund er et helt klassisk drama, synes det svært at nævne andre film der er så eftertænksom, smuk, grusom og umiddelbar i sit portræt af kærlighedens væsen.

Konklusion:

Det er befriende at se en spillefilm, hvor der ikke svælges i en eller anden påklistret forestilling om kærlighed. Det her er den ægte vare, hårdt, kontant, usentimentalt, hjerteskærende og smukt. Det er bestemt ikke kun Jane Campions fortjeneste, at “Bright Star” er så opløftende vellykket, men også en fantastisk besætning af skuespillere og ikke mindst det fantastiske arbejde omkring visuellen. Bestemt en af årets bedste film.