Så er den her – årets med udskældte katastrofe af en film. En sikker vinder på samtlige kategorier i årets Razzie awards. Enigheden er ikke til at tage fejl af, for både kritikere og publikum fik krampetrækninger ved synet Cats. På dette tidspunkt i filmhistorien er konklusionen på Cats ikke længere en overraskelse, hvilke nærmest gør anmeldelsen meningsløst. Og dog, for selvom resultatet taler for sig selv, så er der et overhængende spørgsmål som mangler besvarelse: Hvordan gik det så galt? Vi tager analysebrillerne på og hopper ind af kattelemmen.

Jeg vil hurtigt feje én ting af bordet: Dette er ikke en film lavet med venstre hånd. Den Oscar-vindende instruktøren Tom Hooper demonstrerer et kompetent teknisk filmhåndværk akkompagneret af den prisbelønnede filmfotograf Christopher Ross som bader scenerne i smukt, farvede lyspartikler. På scenen står en horde af klassisk uddannede skuespillere og performere, nye såvel som gamle, ikke mindst i selskab med James Corden, Taylor Swift, Judi Dench og Ian McKellen som imiterer katte. Kort sagt: Der har ikke manglet kompetencer på settet. Det var et solidt dreamteam, så hvordan kunne det gå så galt?

Kattejammer på udebane

Min tese er, at Cats var dømt inden det første ord blev sat i manuskriptet. Det var grundlæggende en forkert beslutning at filmatisere det, og ingen trak i bremsen på undfangelsens tidspunkt. Fundamentalt er Cats betragtet som en ret plot-fattig historie. Der er ikke så meget at genfortælle i historien om en kat der møder andre katte, og om den ene kat der bliver udvalgt til at rejse mod stjernerne. Der er ikke nogle paralleller til virkeligheden, ikke nogen stor dybde til tolkning og ikke noget at skrive bøger om. Cats er et broadway stykke der handler om én ting: Showet. Men, hvis man tager showet ud af det rum hvor det lever bedst – teatret – og ind i en biografsal eller stue, så mister showet sit eksistensgrundlag.

Uden live performere, live musik og teatersalens ulmende begejstring, så er Cats bare kejserens nye klæder. Måske værre end det. Uden teatersalens forblændende effekter, er Cats nærmest et surrealistisk værk designet til at distancere sig fra et publikum fyldt med væmmelse. Det er filmen som ikke kunne reddes. Du tror at du er forberedt på en kvalmende filmoplevelse, men bare vent. Husk den gamle læresætning: Nysgerrighed dræbte katten. Måske bliver den kult i fremtiden.

Ekstramateriale:
Du finder ingen reflekterende ekstramateriale over filmens mavelanding, men derimod 10 kortvarige dokumentarer om filmens tilblivelse – alle mellem 2 – 6 minutter lange. Endvidere et kommentarspor med Tom Hooper.