Det er tydeligt for enhver der har stiftet bekendtskab med klassikere inden for den skæve ungdomskomedie såsom John Hughes’ ”Ferris Buellers Day Off”, Wes Andersons ”Rushmore” eller endda Hal Ashbys ”Harold and Maude” tilbage fra 1971, at instruktør Jon Poll kender sine referencer ned til sidste detalje. Og det er både på godt og ondt. For selvom ”Charlie Bartlett” besidder en vis portion af førnævnte klassikeres charme, føles den alligevel mærkeligt forceret.

Den akavede og ikke særligt populære Charlie (Anton Yelchin) er efterhånden blevet smidt ud samtlige privatskoler. Til sin mors store overraskelse vælger rigmandssønnen nu pludselig at indskrive sig på en offentlig High School, hvor det livslange ønske om at være populær hurtigt får ham ud i en masse problemer. Ikke mindst da han begynder at sælge lægeordinerede antidepressiver fra skolens toilet! Derfra agerer han også lommefilosofisk psykolog for hvad der ligner samtlige elever på skolen. Endelig er han blevet populær. Oven i købet møder han også en sød pige; Susan (Kat Dennings), hvem han indleder et forhold med. Det skulle han dog aldrig have gjort. Susan er nemlig datter af skolens rektor (Robert Downey Jr.), og han er overhovedet ikke interesseret i Charlie som fremtidig svigersøn.

Den første halve time af ”Charlie Bartlett” lover faktisk godt. Man bliver præsenteret for den excentriske, men alligevel elskelige Charlie og hans halvapatiske mor Marilyn, der har en lidt for stor hang til hvidvin og piller. De hygger sig i kæmpevillaen, bl.a. ved at akkompagnere hinanden ved flyglet til gamle sange fra tv-serier, og man fornemmer et varmt bånd imellem de to. Desværre formår instruktør Jon Poll ikke at fastholde samme skæve tone, da løjerne går løs på skolen. Her forfalder han til en mere rendyrket, klichepræget stil, som man har set det i utallige ungdomskomedier. Helt galt går det hen mod filmens slutning, hvor den påståede komedie skifter spor og noget overraskende antager en overdramatiseret vinkel.

Havde det ikke været for et hold af habile og talentfulde skuespillere, ville man nok have givet op på halvvejen. Men heldigvis formår både Anton Yelchin, hvis rolle i ”Charlie Bartlett” nok skal give hans karriere et boost, og Kat Dennings, der cirka gentager sin rolle fra sidste års mere vellykkede ”Nick and Norah’s Infinite Playlist”, at charmere sig igennem det problemfyldte manuskript. Robert Downey Jr. leverer en acceptabel præstation som Susans overbeskyttende, men lettere alkoholiserede far, mens Hope Davis, som man senest har kunnet nyde i Charlie Kaufmans ”Synecdoche, New York”, står for filmens sjoveste og mest originale scener.
Billede og lyd: Billede: 16:9 Widescreen Version (1.85:1). Lyd: Dolby Digital 5.1. På billedsiden er der intet at klage over; gode, stærke farver og stemningsmættede billeder hele vejen igennem. Lydsporet har dog en kedelig tendens til at lyde en anelse ’dåse-agtigt’, hvilket må skyldes teknisk sjusk.
Ekstramateriale: Kommentarspor med instruktør Jon Poll og skuespillerne Anton Yelchin og Kat Dennings, Restroom Confessional (ca. 5 min.) og musikvideoen ”Voodoo” med Spiral Beach (der optræder i filmen). Kommentarsporet er herligt uforpligtende – Kat Dennings og Anton Yelchin joker sig hele vejen igennem, så instruktøren knap nok kan få et ord indført. Resten af ekstramaterialet er ret intetsigende. 
Konklusion: ”Charlie Bartlett” vil så gerne være en hip og moderne version af ”Ferris Buellers Day Off” tilsat et drys ”Igby Goes Down”, men editor-turned-director Jon Poll skyder langt forbi målet. Der er skam et par sjove og ægte scener hist og pist og et par skæve indfald her og der, men overordnet må man betragte ”Charlie Bartlett” som mislykket. Se den alene for Hope Davis’ skyld.
Filminformation
Original titel: Charlie Bartlett
Instruktør: Jon Poll
Medvirkende: Anton Yelchin, Kat Dennings, Robert Downey Jr., Hope Davis m.fl.
Produktionsår: 2007
Længde: 93 min.
Premiere (dvd): 18/08 2009
Distributør: SF-Film