Zac Efron var for blot få år siden på vej til at blive den nye Leonardo DiCaprio. Den tidligere ”High School Musical” stjerne havde allerede fra starten af vist, at han havde udseendet og charmen til at gå direkte ind i unge pigehjerter, og med ”Me And Orson Welles” viste han ligeså talent og med ”17 Again” endda komisk timing. Han virkede som om han havde det hele. Jeg ved ikke om det er hans managers skyld, eller om Hollywood bare har mistet troen på ham, men de sidste par år er han ikke kommet meget videre. Kun ganske få optrædener i film er det blevet til, og disse er ikke blevet de største succeser. Kigger man på fremtidige planer, virker det som om, det er gået lidt i stå for mandens karriere, for projekterne virker enten som små roller i store film eller store roller i små film – og ingen af dem lyder særligt interessante. I ”Charlie St. Cloud” viser Efron en ny side af sig selv. Fuldkommen talentløshed. Filmen er i sig selv et utroværdigt omgang rod, og selv Efron virker ikke som om han gider det. Hans naturlige charme er der naturligvis stadigvæk, men den besidder Jean-Claude Van Damme også i sine værste film, men det gør dem jo stadigvæk ikke meget bedre.

Charlie St. Cloud (Zac Efron) har en strålende fremtid i sigte. Han har fået et sejlstipendium til college, er fuld af selvsikkerhed og en del af en middelklassefamilie spækket med kærlighed. En aften hvor han skal passe sin lillebror Sam (Charlie Tahan), smutter de af sted i en bil hvor lygterne ikke fungerer. Det går naturligvis galt, og Sam dør imens Charlie overlever. Charlie var dog meget tæt på at dø, og netop derfor har han nu kontakt med åndeverdenen, og laver en pagt med sin afdøde lillebror om, at de hver dag ved solnedgang mødes på kirkegården og kaster lidt bold til hinanden. 5 år efter er Charlies liv fortsat gået i stå. Han er begyndt at arbejde på kirkegården, har smidt sit stipendium i vasken og har ingen fremtidsudsigter – Lige indtil en gammel bekendt fra hans gamle hobby vækker en flamme eller to i ham igen.

”Charlie St. Cloud” er egentlig i bund og grund en klassisk familie og kærlighedshistorie. De store overraskelser i filmen består hovedsageligt af elementer, der på ingen måde passer ind i fortællingen. Jeg havde intet kendskab til filmen, da jeg så den (en dyd jeg praktiserer oftere og oftere), så da man bliver hevet fra det ene spor til det andet uden vognbaneskift gang på gang, undrer man sig over, at filmen her overhovedet er blevet til noget. Det hele er så ekstremt rodet og på samme tid utroværdigt, at man i de ellers mange sentimentale scener ender med et lille ufrivilligt smil på overlæben. Når Sam f.eks. dør, går der ca. minutter uden mystik og spænding til, at han laver en pagt med sin levende storebror. Sådan fortsætter det konsekvent igennem hele filmen. Det ene utroværdige element opfølges af det andet, og vi får aldrig en decideret forklaring på noget af det – det er bare meningen at vi skal godkende det uden spørgsmål.

Instruktøren Burr Steers, der ellers står bag den overraskende vellykkede ”17 Again” også med Efron i hovedrollen, prøver ellers at bilde os ind, at filmens fortælling er dyb og i flere lag. I ekstramaterialet snakker han om, at man kan fortolke filmen som sand eller falsk – altså enten at spøgelseselementet virkeligt er der, eller det hele foregår i Charlies hoved. Det passer dog ikke. Flere steder ser vi spøgelserne agere selvom Charlie ikke er i nærheden, og de afsluttende scener kan slet ikke lade sig gøre, hvis han ikke fik hjælp fra dem. Steers forstår ikke sin egen film, og det er nok her det er gået galt. Havde man valgt at lave filmen åben for den form for fortolkninger, havde den sikkert været en anelse mere interessant, men den er nu stadig klippet fuldkomment råddent sammen. Det eneste nogenlunde underholdende ved filmen er, at det nu altid er interessant at se film fejle på stort set alle leder og kanter. Lige fra skuespil, instruktion og manuskript til de vanvittigt dårlige effekter. Selv de Kim Basinger og Ray Liottas små roller er fuldkomment forglemmelige. Her er intet at holde af, så skal filmen absolut anbefales til en målgruppe, må det være dem der elsker det uelskelige.

Filmen – 1/6

Billede og Lyd

Lyden overstyrer fra tid til anden, og balancen i de forskellige niveauer fungerer ikke rigtigt. Det er ikke utåleligt, men stadig bemærkelsesværdigt på så ny en film og udgivelse. Billedet er dog godt – faktisk en anelse for godt. De dårlige effekter og filmens sære belysning får til tider filmens hovedrolle, og dette kunne sikkert være reddet ved, at skrue en anelse på kontrasterne og tilføje lidt gryn. Bestemt ikke den værste kvalitet hvad angår billede og lyd, men alligevel kun nogenlunde acceptabelt.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet er nu det bedste ved denne udgivelse. En række fraklippede scener med/uden kommentarspor giver et faux forståelse af en alvidende instruktør. De er klippet fra af god grund, og Steers virker som om, han har styr på sit håndværk. Derefter viser en række programmer, der går bag om kameraet, at det har han bestemt ikke. Disse programmer har Zac Efron i fokus, og han virker umiddelbart som om, at han har hygget sig godt på kulisserne, men Steers bliver ved med at forsvare sin film, og det er svært at se og forstå hvad han mener. Ekstramaterialet er dog alt sammen godt skruet sammen, og ligeså ganske underholdende at overvære, så det anbefales ovenpå filmen.

Konklusion

Det siger måske ikke så meget for de fleste, men Zac Efron har hermed lavet sin værste film til dato. Filmen er spækket med utroværdige overnaturlige elementer, der aldrig forklares, og med et sært afbalanceret tempo. Tilføj den elendige klipning og en ugidelige Efron, og du har en idé om hvilket miskmask, vi har med at gøre. Billede og lydkvalitet er på trods af flere problemer acceptabelt, og ekstramaterialet hæver det hele til et lidt højere niveau. Dette er udelukkende en film for folk der ukritisk elsker Efron selv når han er dybt elendig eller det gennemgående usmagelige. Her går de to elementer i hvert fald hånd i hånd.