Der er bare ham og en mørk scene på Comedy Zoo. Introduktionen står han selv for: Han vræler et hjemmestrikket velkomsttema i mikrofonen, ender med titelmelodien til Indiana Jones, og så er han i gang med “Mit Første One Man Show”. For enden af Christian Fuhlendorffs humorheroiske pisk er den mikrofon, som han i 100 minutter smækker vittigheder, platheder og lummerheder mod publikum (og DVD’ens seere), og sin unge alder taget i betragtning gør han faktisk dét med imponerende mod, charmerende gemik – og originalitet.

Fuhlendorff er nemlig del af en generation, der forsøger at dekonstruere vores forståelse af, hvordan en vittighed skal fortælles, hvordan en historie bør opbygges og hvornår en pointe bør falde. Han går snarere fra A til D til å til ø end den lige vej fra et oplæg til en punchline. Han kaster sig igen og igen frygtesløst ud i improvisatorisk drevede sidespor og ender – til tider – tilbage i sikker havn. Men ikke nødvendigvis. Sidesporene synes nemlig at være vigtigere end Fuhlendorffs forberedte taler om kvinder, om Thailand, om kinesere, om dværge, om intimbarbering og andre i sig selv mere eller mindre konventionelle stand-up emner. Disse betragtninger tilføjes nemlig absurde og surreelle twists gennem eskalerende improvisationer og vildveje. Hans (faktisk i sig selv ret sjove) tilsvininger af dværge (“er I nogensinde gået forbi en dværg og tænkt: Nice Dværg!? Nej vel?”) udvikler sig f.eks. til et grotesk scenarie, hvor standupperen tilbagevendende aer en imaginær, usynlig dværg på scenen. Og hver gang han kommer til at vrøvle, snuble over ordene eller gestikulere umotiveret med armene, så stopper han op og kommenterer, eller videreudvikler, på denne “bommert” fremfor at ræse videre. Han udvikler sågar to imaginære “rum” på scenen; et rum til de gode vittigheder og et rum til de dårlige. Grebet er smågenialt og fungerer som en perfekt mulighed at vende mindre succesfulde eskapader til egen vinding og bevare i hvert fald denne ene røde tråd genne showet.

Alt dette er modigt og skarpt gjort, men det bliver desværre også en smule trættende i længden. For engang imellem VIL man jo faktisk gerne høre enden på en historie, den unge Fuhlendorff er i gang med at fortælle, og det bliver også lidt trættende i længden at høre en mand kommentere på alt, hvad han selv siger. 100 minutters metametametavittigheder kan godt blive en smule enerverende. Uanset hvad er Christian Fuhlendorff en imponerende og befriende eksperimenterede standupper, der fik denne standup-skeptiker til at smile og klat-le, også selvom der var godt proppet i "rummet for de dårlige vittigheder”, da showet (omsider) var slut.