Coco før Chanel

Hun er et af verdens lettest genkendelige ikoner – Coco Chanel. Så at lave en biografisk film om et sådant ikon stiller en over for en hel bunke af udfordringer som filmskaber. ALLE har en forestilling om hvem og hvordan Chanel var. Men udfordringerne til trods er det lykkedes franske Anne Fontaine at få en interessant film ud af Gabrielle Chanels måske lidt mindre kendte, men alligevel sagnomspundne unge år før hun blev til ikonet Coco Chanel.

Verdens måske mest sympatiske skuespillerinde, Audrey ’Amelie’ Tautou, spiller Coco Chanel. Da vi møder hende i starten af filmen erhverver hun sig sammen med sin søster som lurvet barsangerinde, der modvilligt kurtiseres af barens mange mandlige gæster. Trods trange kår er Coco fast besluttet på hun skal blive til noget – hvad er bare ikke sikkert endnu. Hun er en ener, der går imod tidens trend anno 1910’erne; hun afskyr store, upraktiske hatte og har et indædt had til korsetter. Da hun møder en velhavende officer aner hun en mulighed for at avancere i samfundet. Hun drager alene af sted til hans store gods, hvor hun installeres som en slags hemmelig kurtisane. Men på godset møder hun også en anden mand, der skal vise sig at blive Chanels store kærlighed.
Coco før Chanel

Anne Fontaines Chanel-film er langt fra perfekt. Ved at tage et bevidst valg om kun at afdække Chenels unge år – og altså stort set ikke vise hende som modeskaber, føler man sig som beskuer lidt snydt. Man savner ikke at få de store succeser serveret. Men med det sagt er det også et modigt valg fra Fontaines side. Ved at koncentrere sig om Cocos unge år giver det også mere plads til fordybelse i følelser og biroller.

”Coco før Chanel” er næsten selvsagt Audrey Tautous film. Hun gør det mere end tilfredsstillende i sværvægterrollen som Chanel. Tautous mørke, næsten sorte øjne søger filmen igennem, præcis som man forestiller sig en modeskaber ville røntgenfotografere sine omgivelser for detaljer. Kameraet dvæler ved en asketisk, sort-hvid nonnedragt eller en simpel, blåstribet sømandsbluse. Dét tilfører filmen et drys magi, og som tilskuer føler man nærmest at man har en port ind til Chanels kreative åre.

Birollerne udfyldes eminent af en håndfuld af Frankrigs absolut bedste skuespillere. Især fortjener Emmanuelle Devos, der blandt andet huskes fra Jacques Audiards ”Sur mes lévres” fra 2001, at blive fremhævet for sin præstation som Chanels veninde og første hatte-kunde; den fiktive andenrangs-skuespillerinde Emilienne. Devos formår at puste både intelligens, liv og charme i den lille rolle.

Billede og lyd: Billede: 16:9 anamorfisk widescreen, 2.35:1. Lyd: Dolby Digital 5.1. Undertekster: Dansk, Svensk, Finsk, Norsk. ”Coco før Chanel” tager sig billedmæssigt rigtigt lækkert ud. Christophe Beaucarnes billeder er stemningsfulde og fulde af detaljer, og en glæde at kigge på.

Ekstramateriale: Kommentarspor med instruktør og manuskriptforfatter Anne Fontaine (på fransk med danske undertekster), ”Coco avant Chanel: The meeting” (18 min.) ”The making of Coco avant Chanel” (46 min.). Samme gode bunke ekstramateriale som på SF’s Blu-ray udgivelse. Interessant, grundigt og herligt befriet for for meget rygklapperi.

Konklusion:
”Coco før Chanel” tager sig god tid (måske ville nogen sige den er langsom…) og fordyber sig i et overraskende kapitel i ikonet Chanels historie. Tautou er fremragende og lige i skabet som Chanel og hun flankeres hele vejen igennem af glimrende skuespillere.