Ikke overraskende handler Anton Corbijns første spillefilm om en musiker, nærmere betegnet forsangeren (Ian Curtis) for et spirende britisk post-punk-rock band ved navn Joy Division. Men modsat andre tilsvarende fortællinger, hvor indpakningen ofte og mildest talt lugter brugt og uvæsentlig, tilbyder Control en rå, pågående og tiltrækkende broget filmæstetisk tilgang til emnet, som man skal lede længe efter. Virkelig længe.


For en musikfilmentusiast har det seneste årti været frygtelig intetsigende. Ikke fordi der ikke har været mange musikfilm, men fordi de alle sammen lignede hinanden så meget, at man hverken fik velproduceret musik, en ny fortælling eller en alternativ fremgangsmåde med fra biografen (ja, jeg ved godt, at jeg træder i et minefelt; og ja, der er undtagelser men ikke mange). Det laver Corbijn om på med Control.

Filmen er optaget i sort/hvid og til trods for risikoen for at afskrække mainstream-publikummet, er effekten mildest talt imponerende. Det visuelle indtryk er så stemningssættende og lyrisk nærliggende, at man nærmest må knibe sig selv i armen i nogle sekvenser; de grove kontraster i stærke nærbilleder, sammen med talrige rå afbildninger af gader og stræder i 70ernes England, understøtter helhedsindtrykket af et arbejderklasseband med attitude.


Hertil kommer musikken. Og hold nu godt fast; aldrig i mine filmglade dage har jeg oplevet noget lignende ? det er simpelthen enestående! Brugen af bandets musik som underlægning i løbet af filmen fungerer fremragende, men der hvor magien opstår, er når bandet spiller live. Understøttet af en fantastisk visuel baggrund (fra stemningsfyldte nærbilleder til slående silhuetter) og fortrinligt skuespil, brager de melankolske og hårdtslående toner ud gennem højttalerne så hele kroppen skælver. Resultatet er, at Joy Division lyder bedre end nogensinde.


Så hvorfor får Control ikke seks klaptræer? Det er egentlig også fristende, men årsagen ligger i fortællingen. Trods det enestående lyriske og æstetiske niveau, er historien ikke banebrydende. Dermed ikke sagt, at den ikke er god, men den nerve og puls som bryder så prominent frem i resten af filmen (inklusiv store dele af skuespillet), mangler en lille smule i fortællingen, der til tider træder lidt vande. Mest af alt fordi man (særligt hvis man har set musikfilm tidligere) ikke får en nær så nyskabende historie som man kunne have ønsket.

Men lad det endelig ikke afskrække. Fortællingen gør alt det den skal og der er så meget at hente i filmen, at enhver med interesse i musikfilm, Joy Division eller bare gode film i det hele taget, skylder sig selv at se denne lille nyklassiker (ja, jeg brugt n-ordet). Control præsenterer et trekantsdrama med omdrejningspunkt i ikonet Ian Curtis, der var frontmand i hedengangne Joy Division inden han hængte sig, blot 23 år gammel. Helt efter rockstjerne-bogen, men her præsenteret uden plat mytologisering. Curtis førtidige afgang skyldtes ikke mindst hans splittelse i forholdet til to kvinder, som han elskede lige højt, samt en i sidste ende manglende evne til at afbalancere frygten for og længslen efter tabet af kontrol, accentueret af sangerens epileptiske anfald, der ufrivilligt blev integreret i bandets sceneshow.