Et dårligt symptom i den moderne filmindustri, er den evindelige manglende evne til at begrænse sig. Den gamle læresætning “Når begrænsninger fordrer kreativitet” er oftest manet til jorden af billig teknologi og amatører med napoleon-syndromer der vil mere end egoet kan rumme. Vi får større og større film, nye franchises, bedre teknologi, mere data på publikum og standardfilm med radikalt længere spilletider. Heldigvis vil enhver udvikling også se en modreaktion. Crawl har sandsynligvis helt bevidst begrænset sig på alle punkter. 

Hovedparten af filmen foregår i en mørk krybekælder hvor et ambivalent far-datter forhold yderligere udfordres af en orkan, stigende vandstand og festlige alligatorer. Nærmest et horror-kammerspil som ikke kaprer mere end 90 minutter af din tid. Datteren har både mistet troen på sig selv som professionel svømmer og sin gode relation til sin far der var hendes ambitiøse svømmetræner. Et typisk scenarie om en splittet familie og fortidens knuder der skal løses, hvis de skal komme levende ud af kælderen. 

Horror-mesteren Sam Raimi har siddet med som producent, og har helt sikkert skelet til 80’ernes VHS-film tilføjet en moderne approach med høj produktionsværdi og meget troværdige effekter. Der balanceres på genrens kendetræk hvor blodige forværringer og menneskelig overlevelsesinstinkt tilter over i horrorgenrens dumsmarte kendetræk, uvirkelige drab og en laissez-faire holdning til sund fornuft. Alligatoren får fat i både arme og ben, men efterlader sjældent større skader end hudafskrabninger på heltinden. Birollerne er derimod dem med det store kryds på ryggen som ikke lever frem til rulleteksterne. Vi kender klichéerne og elsker dem.

Når instruktør Alexandre Aja bruger en krybekælder til historiens rammer, så burde han have slået op i på side ét i Spielbergs lærebog. Siden Dødens Gab har filmens mester understreget, at suspense opstår når publikum nøgternt kender scenens rammer. Hvor er offeret? Hvor er truslen? Hvordan står de i forhold til hinanden? Det er instruktørens ansvar at dele plantegningen med os. Desværre flyder krybekælderen sammen i et udefinerbart virvar af mørke passager, søjler og fugtige mursten. Vi kan som publikum aldrig helt danne os et overblik over de sikre rum som ofrene er spærret ind, ruten til udgangen og passagerne som alligatorerne vogter. Uden denne etablering mister Crawl et potentiale af suspense som kunne have løftet filmen op i en Spielberg-liga.

Barry Pepper stars in CRAWL from Paramount Pictures. Photo Credit: Sergej Radovi?.

Måske i mangel af bedre er Crawl en tiltrængt, kompakt horrorfilm som ikke vil mere end den gør eller lover. Efterhånden et sjældent syn i 0’erne. Crawl er et effektivt og funktionelt velgjort stykke naturkatastrofe-horror, både med fodfejl og glædelig gensynsværdi. Man fornemmer ikke et nyt franchise-potentiale eller ti efterfølgere, men på sine egne præmisser er Crawl en gedigen 80’er-film udgivet 30 år senere.

Ekstramateriale:

Blu-ray udgivelsen er forsynet med en række making-of dokumentarer, som heldigvis giver sig en del mere tid til at forklare baggrunden og filmproduktionen end hvad vi ofte er vant til.