Portrætfilm har altid været afhængige af fremragende skuespillerpræstationer, hvilket der er flere Oscar-vindende eksempler på gennem tiden. ”Crazy Heart” er ingen undtagelse, hvor den ofte oversete Jeff Bridges tidligere på året fik en fortjent pris for bedste mandlige hovedrolle. Ofte er der heller ikke meget nyt under solen indenfor den genre, hvilket heller ikke er nogen undtagelse denne gang.

Den fallerede country-legende Bad Blake (Jeff Bridges) er en nedbrudt drukkenbolt, der klynger sig desperat til fortiden, mens han tager rundt og spiller på barer for at tjene til dagen og vejen. Den unge journalist Jean (Maggie Gyllenhaal) forsøger dog at trække den gamle traver op af sølet, da hun opdager manden bag whiskyflasken og bliver forelsket i ham. Det er dog ikke så nemt at slippe sprutten for den tidligere country-stjerne, og selvom han får en udstrækt hånd fra hans tidligere ven, den nu succesfulde Tommy Sweet (Colin Farrell), synes det svært for Bad Blake at tæmme sit misburg – og sin fortid.

Der er ingen tvivl om at ”Crazy Heart” er Jeff Brigdes film. Han disker op den bedste præstation siden titelrollen i ”The Big Lebowski” som ynkelig alkoholiker, der i en blanding af angst og stolthed forbliver i whiskyrusen frem for at lukke skeletterne ud ad skabet. Det viser sig nemlig at Blakes påtaget stolthed dækker over en række tvivlsomme beslutninger, hvilket Bridges bringer til live med knugende indestængt og intens indlevelse. Og det vel at mærke samtidig med at det er umuligt ikke at holde af den charmende mand der viser sig i glimt, og fatte sympati for kampen mod hans eget vilde hjerte.

Nu er Bridges ikke den eneste stjene i filmen, og slet ikke den eneste der gør det godt. Maggie Gyllenhaal er passende melankolsk og forsigtig som alenemoderen Jean, der er blevet svigtet af flere mænd i hendes liv. Robert Duvall spiller Blakes mangeårige ven, hvilket hænger meget godt sammen med at han er tidligere alkoholiseret bartender. Mest iøjnefaldende er dog Colin Farrell, som Bad Blakes tidligere kollega Tommy Sweet. Det klæder Farrell at være underspillet og ydmyg, og sammen med den veloplagte hovedrolle i neo-noir filmen ”In Bruges”, må den irske skuespiller siges at begynde at markere sig igen som en af de mere interessante mandlige bidrag i Hollywood.

En film så karakterdrevet som ”Crazy Heart” spiller på alle tangenter i de mange dialogbårede sekvenser og gør det godt. Jeff Bridges klarer koncertscenerne upåklageligt, hvad end det er på stadium eller små snuskende barer. Men er Bad Blake ikke i fokus, og lader Bridges indtage scenen, føles filmen tung i gumpen som en nedslidt traver. Det er til dels hensigten, men som så ofte før i portrætfilm, ender det med at blive en smule kedsommeligt. Tempoen er stemt efter en støvet guitar, på godt og ondt. Pointen er at der ikke er noget nyt at tage af, og enhver traver bliver træt af at spise af samme madtrug.

Filmen: 4/6

Billede og lyd:

Filmen er præsenteret i et udmærket 1080p 2.35:1 transfer, der ikke har nævneværdigt støj. Indimellem er der en smule gryn, men det passer egentlig fint ind i filmens atmosfære – tiltænkt eller ej. Lydsiden er et skiftende fra jævnt til godt, afhængig af scenerne. De mange livekoncerter er rigtigt gode og indlevelsesrige med et  DTS-HD Master Audio 5.1 lydspor, der lyder som en koncert skal lyde på Blu-ray. Derimod er dialogsekvenserne irriterende dæmpet, og der skal lige skrues det ekstra op for at kunne fange samtalerne. Alt i alt en ganske hærlig teknisk udgivelse.

Ekstramateriale:

Der er en lille halv times fraklip, der ikke er specielt interessante. Det skulle lige være et par sekvenser med Bad Blake og hans søn, men det gør absolut intet at de er klippet ud af filmen af hensyn til tempoet. Udover en trailer og tre minuters interview med Jeff Bridges, Maggie Gyllenhaal og Robert Duvall, hvilket slet ikke er nok, må ekstramaterialet siges at være meget begrænset.

Konklusion:

“Crazy Heart” er en lille god film, drevet af en fremragende skuespillerbesætning og trukket op af en skæbne i glemsens bog af Jeff Brigdes Oscar-vindende præstation. Det er vel at mærke mere end fortjent. Ironisk nok mister filmen terræn hver gang kameraet ikke fanger Bridges, da der ikke er noget nyt at komme efter derudover. Tilgengæld er her tale om en af de bedste amerikanske enkeltpræstationer de senste mange år, alene af den grund bør man se “Crazy Heart”.