USA fremstår igen som den store bølle på den globale legeplads, i en film der muligvis søger at rykke ved lidt fordomme, men mest af alt bekræfter fordomme om Amerika, og ikke mindst amerikanernes selvbillede. ’Crossing Over’ er følelsesporno pakket ind i en politisk debat, der kun bliver overfladisk selvkritisk og samtidigt har en propaganda-agtig forklaringsmodel. Den rykker ikke ved nogle forestillinger, og følger ikke nok historier til dørs.

Max Brogan (Harrison Ford) er ansat i en politiafdeling i Californien, der har til opgave at finde og anholde illegale indvandrere. Med årene er han blevet mere og mere blød, og har fået moralske skrupler ved, at overlade menneskeliv til en uvis og ubarmhjertig skæbne. Filmen følger nogle af disse udlændinges forsøg på at opnå opholdstilladelse i Guds eget land, der for folk uden det famøse Green Card, nærmere er et gudsforladt sted, hvor rettigheder og næstekærlighed synes ikke-eksisterende.

Da multikarakterfilmen ’Crash’ i 2006 vandt oscaren for bedste film, så resten af verden stort set uforstående til. Forklaring blev, at ’Crash’ omhandler og foregår i Californien og på den måde behandler emner, der er nærværende for den store californisk bosiddende del af akademiet. Det samme er muligvis gældende for ’Crossing Over’, der minder mistænkeligt meget om ’Crash’ i emner, struktur og udtryk, men her må alle, også folk fra Californien, ryste på hovedet af den virkelighed der bliver portrætteret. Det er en virkelighed hvor ansatte ved adaptionsbureauer selv adopterer de mest håbløse tilfælde, hvor en integrationsmyndighed udnytter dennes magtfulde position til at tvinge illegale indvandrerkvinder til sex, og hvor højtuddannede og velintegrerede arabiske familier begår æresdrab. Da instruktør og manuskriptforfatter Wayne Kramer selv er immigrant, kan det undre, hvorfor billedet bliver så fordomsbekræftende og fordummende. Filmen svælger i uretfærdighed, tårer og kærlighed til USA, der ikke just fremstår som det land af muligheder, denne film samtidigt hævder, at landet også er.

I få vedkommende scener er filmen et interessant bekendtskab, men størstedelen af tiden, er der en dreven tilgang til historierne, der består i så megen håbløshed, at man næsten ikke orker at se det. Multikarakterstrukturen er måske denne films forsøg på at blive en art ’Crash 2’, men det flygtige kendskab man når at få til hver karakter, efterlader en følelse af, at ingen af historierne rigtig får den plads og ikke mindst ro, der kunne have gjort dem mere rørende og nærværende. Historien om mennesket bag politiskiltet der er blevet beordret til, at være hård og kontakt i gennemsøgningen af opholdstilladelser er interessant, og Harrison Ford er en troværdig mand i rollen. Men efter han oplever endnu et nederlag på jobbet, finder vi aldrig ud af, hvad den menneskelige konsekvens bliver for ham. Konsekvensen af USA’s bøllerolle i opholdstilladelsesræset er stort set udeblivende i hver af karakterernes tilfælde, og uden den store tiltro til, at verden rent faktisk hænger sammen som filmen her portrætterer den, skal man have en stor forkærlighed for tårer, multikaraktersfilm og den ene ulykkelige skæbne efter den anden, for at nyde dette desillusioneret, og alt for selvelskende amerikanske drama.
Filminformation:
Originaltitel: Crossing Over
Instruktør: Wayne Cramer
Medvirkende: Harrison Ford, Ray Liotta, Ashley Judd Jim Sturgess, Summer Bishil , Alice Braga, Cliff Curtis m.fl.
Produktionsår: 2009
Længde: 147 min
Premiere: 26.6.2009
Distributør: Nordisk Film