Simon Staho er dansk, men har mest arbejdet i Sverige. Han har instrueret Dag og nat, 2004 med Mikael Persbrandt som en mand, der kører rundt i sin bil og siger farvel, inden han vil begå selvmord. I 2005 kom Bang Bang Orangutang også med svenske skuespillere. Daisy Diamond foregår i København og har danske skuespillere, bortset fra hovedrollen, der spilles fremragende af Noomi Rapace. Det er hende, der skal spille Lisbet Salander i Niels Arden Oplevs filmatisering af Stieg Larssons krimi Mænd der hader kvinder. Simon Staho har som i sine andre film haft dramatikeren Peter Asmussen som medforfatter.

Filmen starter med nærbilleder af Anna, som Noomi Rapace spiller stærkt og intenst. Derpå ser vi hende blive slået og voldtaget af sin junkiekæreste, men det viser sig kun at være en scene ved en audition, og Anne får ikke rollen. Sådan fortsætter det den nådesløse film igennem. Den veksler mellem at skildre Anna som den ensomme, umodne og desperate mor, der uden uddannelse prøver at få roller i Danmark, og så nogle auditions, hvor hun skal spille tekster, der belyser hendes situation. Hun har slet ikke tålmodighed og nerver til at klare sin meget skrigende lille datter, og da hun så bl.a. skal sige en monolog om en mor, der ønsker et dødfødt barn, er man jo nok klar over, hvad der nu vil ske. Halvvejs inde i filmen gør hun noget fatalt, og resten af filmen handler om, hvordan hun hurtigt synker til bunds som pornopige og luder, mens hun savner Daisy og selv optræder under navnet Daisy Diamond.

Hun bliver udnyttet og bollet både af en mandlig og en kvindelig instruktør, spillet af Trine Dyrholm, som her er en grim og brutal lebbe. Det er en deprimerende film, hvor skyld og fornedrelse lægges i tykke lag på Annas spinkle skuldre på den indædt skyldtunge svenske måde. Hvis Anna endelig ser en film, er det naturligvis Bergmans Persona, der jo bl.a. handler om en anden dårlig mor. Det er en ambitiøs film rettet mod kvinder, så de kan se, hvordan mødre også kan reagere på det stress, som småbørn kan medføre. Men jeg synes, at den er så gennemført pessimistisk og brutal, at det går ud over troværdigheden.

Jeg tvivler på, at ret mange kvinder vil holde ud at se den, uanset hvor feministisk Staho siger, han er. I øvrigt er der jo skrevet både bøger og populære artikler om, at mødre undertiden kan afsky deres børn, så Staho er ikke den store tabubryder, selv om det heldigvis er en ekstrem trist historie, han fortæller. Den er velspillet, flot fotograferet af Eric Kress, og manuskriptet er snedigt konstrueret, men samtidig er det en trøstesløs film, som jeg ikke kan anbefale.
Tre klaptræer. En ung svensk pige prøver at få roller i dansk film og teater, samtidig med at hun prøver at være mor for sit skrigende spædbarn Daisy. Begge dele går katastrofalt dårligt!