Den kolde krig er om muligt et ubehageligt minde for mange mennesker i den ældre generation, mens vi i den yngre del af generationerne må nøjes med historiebøgerne og farfars søndagsfortællinger. De anspændte forhold mellem NATO-landene gjorde en 3. verdenskrig mulig, men ved Sovjetunionens opløsning blev der gudskelov sat en dæmper på krisen.

Denne film indfanger øjeblikkene fra den kolde krigs mest aktive periode, hvor seeren bliver draget ind i mystiske konspirationer og spion-forviklinger. Gary Oldman spiller eminent i rollen som ’Smiley’, en ellers pensioneret superspion der bliver hevet tilbage i realiteterne, da rygterne går på, at en sovjetisk agent fungerer som en muldvarpe ved den britiske efterretningstjeneste.  Hans job er at undersøge fortiden, såvel som nutiden og forsøge at spore sig frem til det brodne kar, som skaber komplikationer mellem landene.

Handlingen, der er baseret på John le Carrés bestseller, Tinker, Taylor, Soldier, Spy, er utrolig gennemtænkt og består af et utal af forskellige lag og handlinger. Seeren drages hastigt ind i atmosfæren i 1973 og inkluderes i jagten på dobbeltagenten, som lækker informationer. Kinematografien er formidabelt, og instruktøren har formået at genskabe livet og hverdagen i 70’erne med tøj, biler, udseende og generelt bare hele atmosfæren.

På trods af at handlingen er meget velovervejet og gennemtænkt, er den en smule svær at følge med i. Filmen klipper lidt for hurtigt rundt omkring og efterlader ikke meget pusterum til seeren, hvilket ødelægger chancen for at nå at samle puslebrikkerne inde i hovedet før der kommer nyt i sagen. Det er en skam, da filmen ellers er rigtig spændende – men at man ikke rigtig når at sætte sig ind i hele scenariet og at informationer kommer i ustyrlige strømme, ødelægges fornøjelsen og efterlader seeren en smule frustreret i slutningen af filmen.

På trods af det byder filmen på nogle solide skuespilpræstationer – specielt Gary Oldman som den snu og knivskarpe ’Smiley’, men også Tom Hardys usikre enspænderrolle, samt Mark Strong som den forrådte spion. Castet er helt fantastisk og byder på yderligere solide bekendtskaber såsom Colin Firth, Bennedict Cumberbatch, John Hurt samt dansk/svenske David Dencik.

Forstår man at sætte pris på den flotte fortællerstil samt at få alle informationerne med i løbet af filmen, er det en rigtig god spionfilm. Definitionen ’thriller’ er lidt usikker, da den er meget langtrukken og formår ikke rigtig at sætte gang i spændingen som sådan. Filmen byder mest på samtaler, hastige kameraskift og en ordentlig omgang papirarbejde, hvilket peger filmen mere i retning af drama – men spion-elementet og den gentlemanagtige menneskejagt giver alligevel filmen et spændende ydre og en værdig plads i thriller-genren.

Samlet set

Dame, Konge, Es, Spion er en blandet fornøjelse – forventningerne til filmen efter den enormt positive modtagelse i Amerika, satte forventningerne højere end filmen kunne levere for mit vedkommende. Handlingen er langtrukken og ret så svær at rumme, samt detaljerne glipper for seeren på grund af den ukontrollerede sluse af informationer som vælter indover skærmen på én gang.

Men med fornemme skuespilpræstationer og en til dels underholdende og medrivende handling, er filmen en rigtig underholdende filmoplevelse, der på trods af de negative sider er en film, man ikke må undgå at se.

 

Ekstramateriale
Interviews med stjernerne og diverse kommentarspor.