Pernille Fischer Christensen fik en fantastisk debut med En Soap, der i 2006 vandt både Sølvbjørnen og prisen for bedste debutfilm på festivalen i Berlin. Det var et intenst lille drama med fremragende spil af Trine Dyrholm og David Dencik som singlepigen og den transseksuelle underbo, der trods alle forskelle kommer til at holde af hinanden.

Nu kommer så instruktørens svære anden film, og den er i et større format, har kostet mere og har mange flere udendørs scener. Men det er også en film om stærk tiltrækning mellem to vidt forskellige personer.


Trine Dyrholm som Annika er sikker, charmerende og på alle måder skøn, en kvinde med power og udstråling, som mange mænd ville falde for. Men alligevel er det den mutte, fåmælte, småsnuskede Lasse med den mystiske, grumsede fortid, hun forelsker sig i. Han spilles lavmælt og undertiden brutalt af Anders W. Berthelsen, og er der et problem i filmen, er det nok, at man ikke forstår, hvorfor hun netop tiltrækkes af ham.


Men sådan vil Pernille Fischer Christensen og medforfatteren Kim Fupz Aakeson det. Gradvist afsløres det, hvad Lasse er blevet dømt for, og Annikas mor tager stærk afstand fra ham: ?Det må stoppe. Du kan ikke lade sådan en røre ved dig?. Men Annika reagerer ved at sige hold kæft til sin mor, som hun ellers har et godt forhold til og samarbejde med, omkring Husum Dans. Hun udstråler nu ikke mere livsglæde, men bliver mere indadvendt og begynder også at skælde ud på sine elever. Det anspændte og usikre forhold til Lasse tærer synligt på hendes kræfter og livsmod, så hvad skal det ende med?


Det er en af den slags film, hvor man tænker over, hvordan det videre skal gå personerne, selv om man jo godt ved, at der sker ikke mere, når filmen er slut. Filmens tre dygtige hovedrolleskuespillere har haft lange prøveforløb, hvor de også har haft nogen indflydelse på personernes udformning, og det har måske medvirket til, at de spiller så overbevisende i den måske ikke helt så overbevisende historie.

Det er i al fald blevet en meget seværdig film nummer to, den er mindre klaustrofobisk og mere almen end En Soap, og Trine Dyrholm må være kandidat til endnu en Bodil. Tak for Dansen! Den fortjener fire solide klaptræer. Annika (Trine Dyrholm) er danselærer på en stor danseskole, som hun driver sammen med sin mor (Birthe Neumann) i Husum. Hun er i 30´erne og virker glad og harmonisk indtil hun møder Lasse (Andres W. Berthelsen). Han er en mut, indesluttet elektriker, der har siddet i fængsel for en alvorlig forbrydelse, han ikke vil fortælle sandheden om.

Alligevel bliver Annika stærkt tiltrukket af ham, men kan hun blive ved at være forelsket i ham, da hun har mødt hans ekskæreste og offer?