Date Night beviser, at det ikke betyder noget, hvad en film handler om, men hvordan den handler om det. For et par uger siden havde The Bounty Hunter premiere, en film som kan få selv den største jubeloptimist til at miste troen på menneskeheden og nu kommer en film, som på mange måder er den samme film- altså bare god.

Filmen har en handling som er så fortærsket, at den giver ordet formularisk en hel ny dybde. Et helt almindeligt par bliver antaget for at være nogen andre og pludselig har de hele mafiaen i hælene. Mere er der vel ikke at sige om det.

Men man skal ikke lade sig snyde at plottet, hvem interessere sig egentlig for plot? Filmen har tre esser på hånden: et velskrevet manuskript med skarpslebne replikker og kærlig satire, Steve Carrel og ikke mindst Tina Fey og bag dem en mindre hær af skuespillere, der alle kunne bære filmen alene. Jeg nævner i flæng: Mark Ruffalo, der giver en meget kort scene den følelsesmæssige tyngde historien kræver; Mark Wahlberg, der længe har været bedre end sit rygte. James Franco og Mila Kunis i en af filmens morsommste scener og det siger ikke så lidt. Ray Liotta som gangsterboss med lidt for meget øjenskygge. Og jeg kunne blive ved.

Det som hæver filmen over gennemsnittet er ,at den har en følelsesmæssig dybde gør at man føler for hovedpersonerne. Det kan godt være at de er fanget i en filmkliché, men de er ikke filmklichéer. De er ikke papfigurer og de er heller ikke irriterende, og modsat stort set alle andre karakterer i romantiske komedier så opføre de sig intelligent. Jep, det er lidt skræmmende, at man overhovedet behøver nævne det som noget særligt, men hvor tit ser du en romantisk komedie, hvor hovedpersonerne ikke ulidelige narhoveder eller totale tumper eller begge dele?

Date Night er en film, der viser at klichéer kun er et problem når man tror det er nok at de er tilstede, men de er fabelagtige til at fungerer som en ramme om f.eks. en romatisk komedie. Den eneste kliché der ikke fungerer er en meget lang biljagt, med en hysterisk og hurtigsnakkende afroamerikansk taxachauffør, den kliché burde være lagt tilbage på hylden i ved engang i 70’erne msåke. Men ellers får filmen en varm anbefaling herfra.

[media id=1048 width=630 height=340]