Det er intet tilfælde at Planet of The Apes deler samme titel-konstruktion som George A Romeos zombie-føljeton. Dawn of the Planet of the Apes eller Dawn of the Dead spirer af samme tankegang: I fremtiden vil menneskets selvforskyldte idioti skabe sin egen undergang og sin egen nemesis. Vi har kun os selv at give skylden. Men modsat de tomhjernede, levende døde, så er der sjæl og følelse i de gradvist mere intelligente aber, for motion-capture mesteren, Andy Serkins, er atter i rollen som filmens reelle hovedperson: Cæsar – aben som flygtede fra mennesket og lærte at tale.

Rebooten Rise of the Planet of the Apes var ikke euforisk men overraskende rustikt og potent filmhåndværk med en habilt kontrolleret historie. Dawn følger samme niveau med et post-apokalyptisk eventyr, så tilpas tæmmet at store børn kan se med. Historien foregår cirka ti år efter forrige film, hvor en laboratorium-skabt abe-influenza slap løs på verdensplan og har udryddet det meste af Jordens befolkning. Av for den. San Francisco er groet til hvor en koloni af immune mennesker kæmper for overlevelse, uvidende at i skoven har Cæsar skabt et minisamfund af en gradvist mere civiliseret abe-koloni.

dawnendsad

Men de to racer krydser uheldigvis hinandens veje da menneskene søger nye strømforsyninger, og selvom lederne har gode intentioner om fred og forlig, hver for sig, så er der hadefulde og fordomsfulde idioter i begge lejre. De er ikke svære at udpege, for filmen tegner et stort kryds over de karakterer, som fuldt forventeligt vil få lokummet til at sprænge.

Det er i det hele taget filmens mest prominente problem: Den velkomponerede og skematiske historie med det imponerende tekniske apparatur tør ikke udfordre publikums forventninger, for alle konflikter lander på de udstillede prognoser. Ja, aberne og menneskene vil ende i en storstilet konfrontation, trods alle forsøg på diplomati. Det er symptomerne på en familievenlig mainstream storfilm som disponerer volden så jævnt at aldersgrænsen forbliver 11 år.

Hvis du nød forgængeren, Rise of the Planet of the Apes, og værdsætter en teknisk anlagt storfilm, så vil Dawn of the Planet of the Apes ikke skuffe. Den går godt sammen med popcorn og niveauet holdes med den rustikke historie og troværdige aber, men det er primært producentens pengepung som skaber den gode filmoplevelse.

Ekstramateriale:

Blu-ray udgivelsen er pakket med en lang række making-of dokumentarer, som fokuserer på de forskellige elementer. Naturligvis er det Serkins og effektstudiet som får mest taletid. Mængden af informationer fejler intet, og det giver glimrende indsigt i filmens motion-capture metoder, men alt rygklapperiet mærkes også ret overfladisk og promo-agtigt, som vi kender det fra andre film.

3D:

De motion-capture skabte aber kunne nemt bane vejen for en pseudo 3D-film, men instruktøren, Matt Reeves gik alligevel hele vejen med rigtigt 3D optagelser til at indfange kulissernes naturlige rumlighed. Ikke nok med det. Filmfotograferne har arbejdet med 3D så kamera-bevægelserne er rolige og billedkompositionerne er 3D-optimerede med tydelig forgrund/baggrund-komposition og dybdeperspektiv. Skal det være i 3D, så er det sådan man gør.