Det er kronede tider for vampyrer på film, hvor særligt ”Twilight” teenagefilmene og HBOs tv-serie ”True Blood” har formået at skabe kommercielt holdbare og nytænkende fortolkninger af de ellers klassiske myter om de mystiske blodsugere. Selvom der tidligere har været en etableret vampyr-action franchise i form af ”Blade” filmene, må ”Daybreakers” alligevel siges at dreje splatter-action en tand til en sci-fi form med det mere bid, uden at blive for skarp i kanterne. Og oven i købet en ganske vellykkede en af slagsen.
Med ”Daybreakers” er det vanlige menneske kontra vampyr billede vendt 180 grader. Efter en verdensomspændende virus er pludseligt vampyrerne, og ikke mennesket, der er udgør størstedelen af den ”styrende” befolkning på kloden. Menneskene, der er reduceret til 5 %, jages fortsat af vampyrerne, mens det massivt faldende tal i mennesker truer vampyrernes eksistensgrundlag. Edward Dalton (Ethan Hawke) er en vampyr der forsker i en slags erstatningsblod, både fordi han ikke bryder sig om at slå mennesker ihjel og da det jo snart kniber med blod. Da Dalton kommer på sporet af mennesker der muligvis har fundet en løsning på det globale problem, hives han ud på en jagt på evigt liv og død. 
Som en sjældenhed, formår ”Daybreakers” at kombinere en god portion gotisk horror-slasher med fuldblods sci-fi action og afvæbende humor. Jeg vil ikke gå så langt som at sige at ”Daybreakers” ligefrem fornyer filmsproget indenfor vampyrfilm. Alligevel formål den at skille sig ud fra mængden ved nok at holde fast i en række konventioner, men alligevel at dreje et vampyrunivers hen imod Richard Mathesons originale ”I am Legend” forlæg.

Det der helt afgørende adskiller ”Daybreakers” fra andre gængse vampyrfilm er at verdenen er troværdigt. For vampyrer kan vel også falde i og leve en helt almindelig hverdag, med tandpastareklamer og politik summende i baggrunden. Det er både humoristisk og ikke mindst elegant udført, når man ser vampyrerne hverdagsligt stå og vente på toget til arbejde.Ikke dermed sagt, at det ikke flyder med blod – for det gør der. I dunkevis. Lige fra når vampyrerne splatter ud når de bliver gennemboret af træpæle, til mennesker der flænses i stykker af forsultede vampyrer. Det er brutalt og i den grad ekstremt, hvilket står i overraskende vellykket kontrast til den ellers androgyne og kolde stemning, fremmanet af en verden hvor værdi skal vejes i blod på tetrapak. Implicit ligger der en kritik af menneskets overforbrug og malkning af de ressourcer, der naturligt er tilgængeligt. Det giver sig selv at bliver den eneste kilde for overlevelse jaget vildt, dukker de knapt så imødekommende konsekvenser op før eller siden. Igen håndterer ”Daybreakers” elegant tema og action balanceret, at det hverken bliver for meget eller for lidt, som både er underholdende og tankevækkende.
Filmens autencitet reddes i den grad hjem af en række virkeligt velspillede frontfigurer i rollebesætningen. Ethan Hawke er fremragende som den nørdede og usikre forsker, der er splittet mellem hvad han er og sit eget håb om at fastholde sin egen menneskelighed. Alsidige Willem Dafoe er fin som redneck vampyrjæger og Sam Neill er vanen tro perfekt som kalkulerende bad guy. I en film som ”Daybreakers” er sådan en besætning altafgørende.
Til trods for at filmen er nytænkende på flere planer, gives der dog også plads til grus i maskineriet. Udover at filmens plot ikke ligefrem er synderligt overraskende eller svært at gennemskue, synes hele grundpræmissen ved vampyrernes blodhunger temmelig hurtigt udarbejdet. Et eller andet sted bør det ikke komme som den store overraskelse for vampyrerne, at rovdriften på menneskeracen må tages med i overvejelserne for fremtidig overlevelse. Ganske vist er der en pointe ved at udstille vampyrerne grådighed qua menneskets udnyttelse af Jordens ressourcer, men det virker ærligt talt lidt dumt at det kommer bag på en forskergruppe, når der pludseligt kun er en månedes blod tibage. Særligt når selv nyhederne omtaler problemerne.

Selvom der er et par skønhedspletter indimellem, synes ”Daybreakers” absolut som et af de mest saftige bidrag til actiongenren set længe. Der er ikke ligefrem de store overraskelser i vente, men man er rigtigt godt underholdt så længe det varer, mens den sagtens kunne genses et par gange, når BD udgivelsen engang kommer på gaden.
Filminformation
Original titel: "Daybreakers"
Instruktør: Michael Spierig

Medvirkende: Ethan Hawke, Willem Dafoe, Sam Neill m. fl.
Produktionsår: 2009
Længde: 98 min.
Premiere: 21.01 2010
Distributør: Nordisk Film