Søren Fauli gjorde sig bemærket som instruktør i midten af 80’erne med sin sortkomiske film om punk-mennesker og undergrundskulturen. Filmen fik efterfølgende en enorm kultstatus, og nu er den endelig udkommet ud på DVD.

Vi følger den stressramte guitarist, Ronnie(Kristian Holm Joensen), som er på vippen til at blive smidt ud af punk-gruppen, De Skrigende Halse – yderligere bestående af forsangeren, Frank (Thomas Bo Larsen) og trommeslageren, Anders (Martin Brygmann). Den selvhøjtidelige musik-producer Djarnis(Søren Pilmark) giver bandet en sidste chance for at bryde igennem, men da Ronnie laver tumult i hele showet og efterfølgende besvimer, må der komme andre boller på suppen. Ronnie beslutter sig simpelthen for at påstå, at han er døende. Det får selvfølgelig alles opmærksomhed peget på ham i medlidenhedens ånd, og opmærksomheden er nu større end nogensinde. Kan han balancere denne løgnagtige udsigelse med hans svævende livsstil?

6149732-22magdeskrigendehalse2jpg

Det er ikke uden årsag, at denne film en blevet en kæmpe kultsucces, da man med det samme fanges af de karismatiske personligheder kombineret med den undergrundsagtige stemning. Filmen er desuden blevet optaget i sorthvide nuancer, hvilket er med til at skabe den rette stemning omkring kultfænomenet, og ikke desto mindre for at skubbe den sorte komik i fokus. Skuespillerne er på daværende tidspunkt blot små spirer i den danske skuespilspotte, men viser sig uden tvivl som værende de kommende stjerner i dansk fjernsyn. Allerede ved synet af denne film ville man dengang kunne forudse fremtiden, og placere de forskellige skuespillere blandt de mest betagende af slagsen.

Det er helt klart de fantastiske skuespilpræstationer, som stjæler hele fokusset – uden tvivl mest Pilmarks selvhøjtidelige karakter og bandet individuelt udskejende attituder i forhold til hverdagen. Sofie Gråbøl dukker desuden op som en oversminket dulle, der på trods af sin korte spilletid leverer et sublimt stykke skuespil. Næst efter skuespillet er den opfindsomme handling helt sikkert i fokus. Man fanges hurtigt af den opslugende handling, som sætter skub i nogle tåkrummende, spændende og morsomme øjeblikke – mest bemærkelsesværdigt er helt sikkert den sexsyge doktorfrue og ikke mindst de hjernedøde bivirkninger, som Ronnies løgn har på hele situationen. Filmen er som sådan ikke en standard komedie, men har derimod en fantastisk stærk handlingsstruktur med den sorte komik under overfladen og ikke mindst instruktørens måde at tage tykt pis på datidens punk-ungdom.

skrr

Jeg havde aldrig set filmen før, men kan uden tvivl godt se, hvorfor filmen dengang skabte så meget berømmelse blandt de unge. Det fiktive band formåede faktisk at skaffe 12.000 tilskuere til en arrangeret koncert på Roskilde i 1996, og ingen af de involverede regnede med så stor en tilslutning – taget i betragtning af at filmen efter en DR-producents udtalelse var det smalleste de nogensinde havde finansieret, må man tage hatten af for Faulis fornemme instruktørkunst. Filmen er uden tvivl en succes, og man kan sagtens se den på trods af, at man ikke har været øjenvidne til datidens musikkultur.

Filmen er ikke specielt lang, men giver alligevel rigeligt med tid til at komme under huden på personerne, kulturen og ikke mindst den fængende handling. Personernes citater og udtalelser blev hurtigt sagt blandt alle, og selv efter at have set filmen for første gang, føler man en stærk lyst til at kalde sine medmennesker for deres navn, kort efterfulgt af ’drengen’ – ligesom Djarnis-drengen.

Samlet set er denne kultklassiker stadigvæk utroligt underholdende og fascinerende – der er helt sikkert en del mennesker, som har sat pris på, at denne film endelig er dukket op på et mere moderne medie, og som nybegynder skal man ikke lade sig afskrække af alderen eller udseendet på filmen. Den er meget morsom, kynisk, sortkomisk og ikke mindst utrolig interessant. Med solide skuespilpræstationer og en flot opsætning af billedet såvel som handlingsstrukturen er ’De Skrigende Halse’ stadig en sikker vinder i det nye årtusinde.

 

Ekstramateriale

Intet.