En tandlæge med et for højt kolesteroltal, en single computernørd med Apple fetich, en blikkenslager med en dominerende kone, og en fraskilt forretningsmand der er gået konkurs. De har alle to ting tilfældes: Livet har ikke helt udartet sig for dem, som de havde håbet på, og de har en lille fælles motorcykelklub ved navn Wild Hogs. Men en dag er turen til den lokale bikerbar ikke udfordrende nok, så de kasserer mobiltelefonerne og begiver sig ud på et roadtrip a?la american style. – Og mon ikke der er en del ?wrongs? der bliver til ?rights? inden turen er overstået.
Historien er vidst set før – I 1991 var det Billy Crystal og vennerne der sadlede op i City Slickers. Sjovt nok var dette også en fortælling om borgerlige mænd med midtlivskriser, der søgte en mening med tilværelsen og fandt lyset i den amerikanske mytologi. Samme raffinement skal man dog ikke forvente i Wild Hogs, for her er der bøvet drengerøvskomik med gashåndtaget i bund.

Wild Hogs er en parodisk udgave af den amerikanske roadmovie, og inspirationen fra klassikeren Easy Rider er mere end blot en løs antydning. Men alt for tidligt bliver der trådt på bremsen, og så er der ikke så meget ?road? over historien længere. Motorcyklerne løber tør for benzin, og stilles til side i den hyggelige smalltown Madrid. Her kan det lille firkløver underholde sig med byens chili-festival og en fjollet leg ved navn ?slappin? the bull?. Der bliver selvfølgelig også tid til den obligatoriske påklistrede romance, for der var jo en single mand med på turen. Vejen står meget stille, og det er egentlig ærgerligt når nu anslaget har gjort så meget ud af at promovere de seje tohjulede kubikmaskiner. Det hedder jo roadmovie af en årsag, men genren strander, og jeg savnede i stor stil noget bevægelse og nogle spruttende udstødningsrør.

Momentvis formår Wild Hogs at underholde på et acceptabelt niveau, og de spontane latterudbrud vil uden tvivl indfinde sig i tilfredsstillende mængder. Humoren flirter farligt meget med slap-stick og spoof-genren, men heldigvis bliver der trykket på stopknappen, inden det går over gevind og filmen helt mister jordforbindelsen. De fire skuespillere får en del løs snor at lege med, men selerne strammes i sidste øjeblik inden de gør scenerne utilgiveligt pinagtige. Og mens de fire hovedpersoner kører i automatgear, er der glimrende modspil fra den altid suveræne Ray Liotta, der med sit giftige blik og usunde hud er blandt filmens højdepunkter.

Wild Hogs er en standardiseret amerikansk komedie der hverken formår at overraske eller skuffe. Den er dog for ?clean cut?, for sit eget bedste. Lidt mere støv, motorolie og gule tænder ville have klædt plottet en hel del, men instruktøren Walt Becker har virkelig været den artige duksedreng. Rustent jern og plettede t-shirts er erstattet med skinnende krom og nystrøgede skjorter, hvilket også etablerer pæne omgivelser for filmens talrige Apple reklamer – ikke særligt biker-agtigt. Karaktererne formår tilmed at ligne en million dollars, selv efter kørsel gennem det amerikanske ørkenterræn. Usandsynligt og usammenhængende, ja, men sådan er Wild Hogs hele turen igennem – pæn og ren komik i den forudsigelige form, der kan bruges såvel som undværes.
Fire midaldrende mænd, der til daglig passer deres som de fleste andre, har en fælles weekendhobby, nemlig deres Harleyer! Men der er også et andet fællestræk: De er alle havnet i en gedigen midtlivskrise og slås hver især med problemer med kvinder, deres børn og deres jobs. Da en af mændene foreslår et roadtrip, slår de andre til, men det går bestemt ikke, som de havde forestillet sig.