Der er vandspejlinger i en sø under forteksterne, så zoomes der ind på et stort, sort hus, hvor Michael står og tænker højt: "Orlov hjælper mig ikke – jeg kan ikke holde fokus. Må gribe enhver lejlighed, der kan bringe mig videre
Derfor melder han sig som forsøgsperson til afprøvning af en ny slags "lykkepiller", altså antidepresive piller. Hans svoger Frederik er den testansvarlige hospitalslæge, og han finder hurtigt ud af, at pillerne gør folk agressive, så forsøget aflyses. Men Michael beholder sit lager af pillerne, fordi han føler, at de får ham til at leve mere intenst.
               
Der er talrige scener i filmen, hvor han står og spejler sig, og han ændrer karakter, slipper sine hæmninger, så hans skyggesider kommer frem. Han forlader for en tid konen Sigrid og sin datter Selma, angiveligt for at besøge sin gamle mor, men i virkeligheden for at vende hjem til sit tomme barndomshjem, hvor han fortsætter sit medicinske eksperiment. Han går virkelig for vidt, da han truer en ung pige til at blotte brysterne i hans bil, og da han vender hjem til sin forgrædte Sigrid, der har savnet ham, så går han endnu videre. Han vil ændre magtbalancen i ægteskabet ved at drive hende til vanvid med alt fra utroskab til rotter i soveværelset.
               
Det er blevet en film om en mand, der lader sin Skygge tage magten, En slags moderne Dr.Jekyll og mr. Hyde-historie om den pæne knudemand, der bliver til en livsfarlig psykopat.
Instruktøren Kristian Levring har som i sin dogmefilm "The King is Alive" fra år 2000 skrevet manuskriptet sammen med Anders Thomas Jensen.
Det er blevet til en absolut spændende psykologisk gyser, hvor man sidder og frygter for, hvor langt Michael vil gå i forhold til kone og datter i den pragtfulde sorte villa. Den virker så åben med sin flotte søudsigt, mens Michael og Sigrid lukker mere og mere af for hinanden, og rotterne breder sig fra garagen til hans private loftsetage.
               
Fotograf Jens Schlosser står for den smukke billedside og Kristian Levring har fået alle skuespillerne til at fungere rigtig godt.
Ulrich Thomsen spiller knudemanden Michael, der er utilfreds med sit liv og spiller højt spil med det. Paprika Steen er alvorlig og angst som Sigrid og Emma Sehested Høeg er også glimrende som teenage-datteren, der oplever sin fars forvandling.

Lars Brygmann er vennen og svogeren Frederik, og han er jo altid overbevisende. Stine Stengade er hans smukke kone, som Michael forfører. I en lille rolle som Michaels gamle mor ses Bodil Udsen formodentlig for sidste gang.
Det er blevet en interessant, spændende og velspillet film med et godt manuskript som grundlag. Absolut seværdig. 4 klaptræer.
Filminformation
Originaltitel: Den du frygter
Instruktør: Kristian Levring
Medvirkende: Ulrich Thomsen, Paprika Steen, Emma Sehested Høeg, Lars Brygmann, Stine Stengade, Bjarne Henriksen og Bodil Udsen
Produktionsår: 2008
Længde: 95 min.
Premiere: 19. december 2008
Distribution: Nordisk Film