Der er mange gode eksempler på virkeligt gode børnebogsfilmatiseringer, der har gået en vellykket sejrsgang til det store lærred. Mens de nok mest populære eksempler på samme er Harry Potter bøgerne, synes bl.a. tegnefilmatiseringen af ”Horton og Støvfolket Hvem!” og ”Charlie og Chokoladefabrikken” at være både fantasifulde og charmerende på den ene eller anden facon. Med ”Den Magiske Legetøjsbutik” har man prøvet med en omvendt metode, altså at lave filmen først og derefter skrive en bog over filmen. Måske skulle man i det mindste have arbejdet lidt mere med manuskriptet-delen i første omgang, da i hvert fald filmen er en værre rodebutik.
               
Den generte Molly Minhonning (Natalie Portman) er ekspedient i ”Mester Magoriums Magiske Legetøjsbutik” – en underlig biks, hvor legetøj i alle afskygninger findes. Da ejeren, den 243-årige Mester Magorium (Dustin Hoffman), går på pension og testamenterer alt til Molly, bliver legetøjsbutikken mildelst talt en kende børnesur. Det udløser en række knapt så børnevenlige begivenheder, som kun den 9-årig Erik (Zach Mills) kan rette op på.
Det kunne muligvis have været en finurlig og fantasifuld film, ”Den Magiske Legetøjsbutik”.Præmissen om den magiske butik hvor legetøjet, omend ganske harmløst sådan at de mindste ikke bliver alt for skræmte, går farvelade-amok er da en sød og sjov idé. Men nej. Udover at den fine butik ligner kulissen fra en Kindersnitte reklame fra 80’erne, og al legetøjet ville få enhvert børnehavnebarn til at falde i faretruende dyb søvn, druknes filmens troværdighed i en heftig julebrandert. Hvis det kom frem at folkene bag filmen havde været på druk under optagelserne, ville jeg ikke blive helt overrasket. Filmens univers er så stift og kunstigt, at man skulle tro at samtlige medvirkende skuespillere er robotter på lykkepiller. Farverne er drænet og matte, da der forsøges med en visuel der emmer af nostalgi og hygge. Det er i stedet surrealistisk absurd og malplaceret, ligesom en lang række af filmens tvivlsomme virkemidler.
               
Overordnet set, må kernen af historien i ”Den Magiske Legetøjsbutik” siges at være ganske ligetil og bør derfor heller ikke være et element, der skulle være en kæmpe filmisk udfordring. Dog er det alligevel lykkes instruktør Zach Helm at skabe en narrativ labyrint af afsindig sludder og vrøvl, der er overlæsset med plothuller og fortællermæssige sideveje, der ikke bidrager til en røde tråd. Der er muligvis et større og mere uddybende univers bag den usandsynligt tynde hovedhistorie, der underbygger biksen en tand mere. Det kommer man blot aldrig i nærheden af og i stedet er historien komplet uvedkommende, uinteressant – men værst af alt hverken fantasifuld, charmerende eller magisk.
Ofte kan dygtige skuespillere redde den mest elendig film, og med Dustin Hoffman, Natalie Portman og Jason Bateman i baghånden, bør selv den mest gennemtæsket hoppeborg kunne tage endnu en sæson i Sommerland. Men nej – etablerede skuespillere kan tilsyneladende ikke stille det store op. Hoffman er en karikatur på sig selv, mens Portman er overspillet og Bateman mangler enhver form for indlevelse. Børneskuespillerne, heriblandt Zach Mills som redningsdrengen Erik, klarer sig dog forholdsvis hæderligt, men på ingen måde prangende.
               
Billede og lyd:
Med et 2.35:1 1080p transfer, bør der være lagt op til den flot og spændende visuel. Desværre er det både kedeligt og ikke specielt afbalanceret indenfor kontrastforholdne, og ligner mest af alt en god DVD udgave. Der er indimellem støj i billedet, særligt ved de lyse sekvenser, og mørke scener er absolut set det bedre. DTS-HD Master 5.1 lydsporet er dog udmærket, og formår at give visse scener en passende dynamik, samtidig med at dialog og surroundeffekter er intakte.
Ekstramateriale:
Der er intet ekstramateriale på udgivelsen.
               
Konklusion:
I betragtning af hvor mange gode børnefilm der spyttes ud, må ”Den Magiske Legetøjsbutik” på ingen måde siges at tilhøre blot den jævne standard – nej, den er slet og ret forfærdelig. Det fantasifulde og humoristiske er nærmest ikke-eksisterende, visuelt er filmen tung, mens historien er ringe skruet sammen. Der er intet positivt at sige om denne film, heller ikke som Blu-ray udgivelsen, andet end den er fantastisk til at sætte på sent om aftenen – lige før man skal i seng. Man falder nemlig heldigvis hurtigt i søvn og glemmer alt om filmen, når man vågner op igen. Se dét er magi.
Filminformation:
Original titel: Mr. Magorium’s Wonder Imporium
Instruktør: Zach Helm
Medvirkende: Dustin Hoffman, Natalie Portman, Jason Bateman m.fl.
Produktionsår: 2007
Længde: 93 min.
Premiere(Blu-ray): 14. oktober 2008
Distributør: Nordisk Film A/S