Den ny verden modtog seks priser på filmfestivalen i Venedig, hvor den jo havde hjemmebanefordel.
Den er meget smukt fotograferet af den franske Agnes Godard, og instruktøren har selv skrevet manuskriptet efter megen research. Men filmen virker langtrukken og meget fremmedartet sammenlignet med Jan Troells mesterlige Udvandrerne og Nybyggerne fra 1972-74.
F.eks. begynder filmen med at to mænd med hver en stor sten i munden bestiger et bjerg for at nå op til et kors, hvor de andægtig spytter stenen ud blandt hundrede andre og stiller spørgsmålet: skal vi tage af sted, giv os et tegn. Da familiens yngste søn, der er stum, kommer op til dem med nogle postkort, der viser gigantiske grøntsager og pengetræer, som skulle vokse i Amerika, tager de mod til sig og beslutter at drage derover.

De overtroiske analfabeter forlader deres stenfyldte marker sammen med den gamle farmor og et par unge piger, der skal giftes i USA. Gennem et mylder af fiskehandlere og fidusmagere når de frem til skibet, hvor de får trange kår og køjer på nederste dæk. En velklædt engelsk kvinde Lucy, spillet af Charlotte Gainsbourg (The Science of Sleep), slutter sig til familien og er interesseret i at blive gift med faderen Salvatore (Vincenzo Amato) for at kunne slippe ind i USA. Det giver ham anledning til en herlig drøm, hvor de to bader i en sø af mælk, mens de leger lystigt med en kæmpe gulerod. Da hun frier, er han straks parat til ægteskab. Hvordan hans mor og sønnerne reagerer, ser vi ikke noget til.

Da de når USA er det så tåget, at de ikke kan se det forjættede land, men først skal de jo også tjekkes i hoved og røv på Ellis Island, hvor man sorterer de syge og svage i ånden fra.
Her udspiller sig nogle af filmens stærkeste scener med på forhånd arrangerede ægteskaber, hvor de italienske piger for første gang ser de mænd, der måske vil have dem. Pinlige overraskelser i flere tilfælde! Lucy finder her ud af, at Salvatore er analfabet, så hun må udfylde ægteskabspapirene, men hun har dog selv valgt ham, så måske vil de klare sig bedre end så mange andre i disse ægteskaber. Hvis Lucy da ikke har ganske andre planer ? vi ved næsten intet om hende.

Jeg blev aldrig for alvor engageret i disse udvandrere, der ikke siger ret meget, og hvis skikke virker så fremmedartede. Der er en del scener med de forskellige indvandrerprocedurer på Ellis Island, som sikkert er korrekt rekonstrueret, men som også trækker det i forvejen sindige tempo ned. Resultatet bliver en smukt fotograferet historie om nogle sicilianske udvandrere, jeg ikke rigtig kunne blive optaget af. Slutningen er symbolsk og vældig flot, og den trækker filmen op på fire klaptræer. En ludfattig siciliansk bondefamilie udvandrer i 1913 til USA, bl.a. lokket af fotografier af enorme gulerødder og høns, samt træer, der har mønter i stedet for blade. Det bliver en lang og hård rejse på 3. klasse, og undervejs møder familien en smuk engelsk kvinde, der har brug for en ægtemand for at slippe ind i USA. Men hvordan vil det gå med den stumme søn og den gamle farmor, når de skal undersøges og testes på Ellis Island? Får de lov at slippe ind i det forjættede land?