Lad os starte med en lille test. Den ene politimand siger til den anden: ?Tag lige at gro dig et ordentlig skæg. – Det ser ud som om du har suttet på en udstødning?. Medførte denne kække replik en spontan latter, så er du måske den rette til at sætte sig i biografsædet når Den Sorte Madonna kommer i de danske biografer. Var der derimod ingen reaktion, burde man vogte sig, for niveauet bliver ganske enkelt ikke højere. Men lad os vende tilbage til kvalitetskontrollen senere.

Det er Lasse Spang Olsen og Nikolaj Peyk som har hittet på denne nye danske krimikomedie, og fra starten af bliver det slået fast, at denne film ikke skal tages seriøst, for det er parodisk humor fra ende til anden. De tre formentlig dummeste røvere jeg endnu har set er hyret af den russiske mafia til at røve et maleri. Kurt og Victor skjuler deres identitet med plastiknæser, og Brian står klar som back-up iført sort jakkesæt og et haglgevær. Men kuppet går naturligvis galt. Maleriet sendes med Post Danmark til Kurt?s datter, Maria, som finansierer sin uddannelse med striptease, og af ukendte årsager taler med svensk accent. Og mens Kurt sidder med en pistol for panden, blandt behårede inkompetente russiske håndlangere, begiver Maria og politimanden Gustav sig over polske landeveje for at redde Kurt. Disse fjollede ekstremer stopper ikke før rulleteksterne.

Det er et cementeret krav, at humoren skal virke upåklageligt for at sikre underholdningsværdien, men komikkens væsen må ikke undervurderes, for det er reelt en gentleman-sport. Det ved en hærdet manuskriptforfatter som Anders Thomas Jensen, men Peyk og Spang Olsen har ikke heldet med sig. Skal komikken fungere efter hensigten, kræves der en god sans for etablering og timing, men de formår ikke at mestre morskaben. Der er satset på kvantitativ komik, ved at have mindst fem jokes i minuttet, men størstedelen af de endeløse humoristiske pointer er uden udslag.

Spang Olsen har sædvanligvis været legesyg og ivrig efter at lave stunts og action, men han burde i stedet rette sin opmærksomhed mod skuespillerne. Bortset fra Ole Thestrup, der som oftest spiller sig selv, leverer alle skuespillere en firkantet performance langt under et forventet niveau. Særligt Birthe Neumann modspiller sin rolle i en sådan grad, at man mistænker hende for at gøre det med vilje. I stedet bruger Spang Olsen alle ressourcer på at pløje en lejemorder ned med et Sesna fly, og etablere sig en grotesk auteur-rolle ved altid at have et bestialsk dyremord som sit varemærke.

Dansk film har en god tradition for sjove politi-og-bandit film, og selvom Den Sorte Madonna nok stjæler med arme og ben og forsøger at gøre kunsten efter, så fejler den radikalt. Den har ikke folkekomediens antiautoritære skarpskud, eller krimikomediens flair for action og humor. I stedet ligner det en legeplads, hvor et ufokuseret filmhold har fået lov til at boltre sig. Der er ganske enkelt gået for meget druk og drengerøv i sagerne. Også det tekniske arbejde er overraskende ujævnt. Både underlægningsmusik og baggrundsstøj overdøver replikkerne, og klipningen har meget at efterleve, når man, som Spang Olsen, har ambitioner om at lave talrige skuddueller og actionsekvenser. Det larmer, oser og brager derudaf, men skjuler ikke det formelle venstrehåndarbejde. I sidste ende er Den Sorte Madonna tilgivelig underholdende, men utilgivelig pinlig.
Maria (Tuva Novotny) læser på handelshøjskolen og stripper i sin fritid. Hendes far, Kurt (Morten Grunwald), er en af politiets gamle kendinge, som lige skal lave sit sidste store kup. Sammen med sine to kammerater Victor og Brian (Ole Thestrup og Nicolas Bro) stjæler han fra en museumstransport et kostbart russisk ikon Den sorte Madonna – en bestillingsopgave for en russisk kunstsamler, der samtidig er leder af en mafiabande. Den pæne politimand, Gustav (Anders W. Berthelsen), kommer hurtigt på sporet af Kurt. For at undslippe politiet, er han derfor nødt til at sende det stjålne ikon til sin datter, Maria, som han ikke har set i flere år. Maria har nu valget mellem at aflevere kunstskatten til politiet og få en milliondusør og dermed overlade sin far til en krank skæbne hos den russiske kunsthandler, eller redde ham ved at rejse gennem hele Polen til Rusland, hvor den russiske kunsthandler og hans danske mellemhandler, Risberg (Birthe Neumann), holder Kurt fanget. Maria vælger det sidste med politimanden Gustav som ufrivilligt påhæng, skarpt forfulgt af Victor og Brian, der føler sig gevaldigt snydt…