Dansk film er ofte til stor diskussion i danske filmkredse. Kun få projekter når gennem nåleøjet hos DFI, og disse er naturligvis dem, der søger den brede appel, og derfor har den største muligvis for økonomisk gevinst. Det er en pengemaskine ikke ulig den man oplever i Hollywood, hvor kun få projekter virker decideret nytænkende, da originale tanker kun vedkommer et snævert publikum. En af de største danske film fra 2011, må siges at være ”Dirch”. Du har været godt nedgravet, hvis du endnu ikke har hørt om filmen, og den må i den grad siges, at henvende sig til en stor del af det danske publikum, for hvem i Danmark har ikke et eller andet nostalgisk forhold til den folkekære komiker Dirch Passer?

Dirch (Nikolaj Lie Kaas) er allerede kæmpestor i 1950’erne, hvor han optræder sammen med sin bedste ven Kjeld Petersen (Lars Ranthe). Dirch er dog langt mere populær end Kjeld, hvilket skaber en form for splid i deres forhold, og lettere er det ikke, da Dirch pludselig vil udfordre sig selv, og søge nye veje med mere seriøse teaterroller. Disse er der ikke penge i, og publikum har svært ved at tage ham seriøst. Det hjælper heller ikke, at Dirch ikke kan styre sine forhold, og snart må han også lære at stå på egne ben.

”Dirch” spænder over tre årtier i Dirch Passers liv, og berører på ingen måde hans filmroller. Det er personen og hans udvikling i teateret, der tages hånd om her, men hovedsageligt handler det mest om hans forhold til Kjeld Petersen. Dette er ikke en glorificering af Dirch Passer, men filmen prøver at fremstille ham i et mere realistisk lyd, ved at tage så mange aspekter med som overhovedet muligt. Det er her, hvor filmen går i stykker for mit vedkommende. Imens filmens første tre kvarter er forholdsvis stærke, og tegner et interessant venskabsforhold mellem Kjeld og Dirch, tabes den røde tråd med et brag efterfølgende. Filmen gaber simpelthen over alt for meget og filmens sammenhæng ødelægges. Det er dog første i filmens sidste 20 minutters tid, at filmen nærmer sig det uudholdelige. Det er nærmest som om, at en ny instruktør her er hyret til projektet, da filmen skifter fuldstændigt tone med upassende sexscener og morbide visuelle skud. Der er intet sammenhæng med resten af filmen her, og det føles som om, at man her ser en fuldstændig anden film. I disse minutter kommer der naturligvis også fokus på Dirchs sygdom, og det er først i filmens absolut sidste afrunding, at filmen vender tilbage til det velfungerende tragikomik.

”Dirch” er hovedsageligt styret af sine præstationer. Nikolaj Lie Kaas som Dirch Passer er for det meste fremragende. I visse scener rammer han mandens komik og talemåde præcis, men i enkelte andre ødelægger han illusionen, ved blot at virke om Nikolaj Lie Kaas. Danmark er ikke et stort land, men denne rolle kunne måske have passet bedre til en mindre kendt skuespiller, som ikke konstant gør en opmærksom på tidligere bedrifter. Lars Ranthe som Kjeld Petersen er i mine øjne fremragende, og stjæler ofte billedet i sine scener med Nikolaj Lie Kaas. Om Kjeld Petersen er skildret fuldkomment autentisk, skal jeg ikke gøre mig klog på, men figuren der her er skrevet, er både kompleks og interessant. Derudover medvirker en række kendte og mindre kendte skuespillere i de mange andre roller, men det er nu Dirch og Kjeld filmen hovedsageligt handler om, så det er begrænset hvor meget spilletid de har fået, og hvor stort et aftryk de har givet på filmens endelige resultat.

Billede og Lyd

”Dirch” har en meget afdæmpet billedside, der på denne udgivelse mildest talt ikke er særligt imponerende. Skarpheden og detaljerne udebliver, imens farveskalaen efterlader en del til fantasien. Det er ikke direkte dårligt, men man kan sagtens arbejde en del mere med dette. Lydsiden er en del bedre. Imens dit surroundanlæg ikke kommer på overarbejde, er der stadig en fin portion detaljer i de forskellige højtalere, der giver en fin fornemmelse af at være placeret i datidens Danmark.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet på denne udgivelse har en samlet spilletid på ca. 1 time, og muligheden for at afspille det hele med et enkelt tryk, kan jeg kun bifalde. De slettede scener kunne sagtens være tilføjet i filmen, imens revysekvenserne i fuld spillelængde er skåret fra af god grund. Dog er disse interessante at se, da Nikolaj Lie Kaas virkelig folder sig ud i disse. Til sidst er der et program, der går bag om kameraet på godt og vel en halv time. Personligt fandt jeg denne overlang og ikke særligt interessant, men havde man skåret den ca. 15 minutter ned, havde den stået som et stærkt bidrag til ekstramaterialet.

Konklusion

Som biografi fejler ”Dirch” bestemt ikke. Den giver et fint, om end ikke særligt nuanceret, billede af hans personlighed. Som film har jeg dog svært ved at forstå den række ovenud begejstrede anmeldelser, filmen allerede har fået. I visse scener er den da helt sublim, men helheden og sammenhængen mangler til at kalde dette for en decideret god film. Nikolaj Lie Kaas gør en hæderlig indsats i filmen, men er ligeså meget ude af balance som selve filmen, imens Lars Ranthe er en dansk skuespiller, der bør få meget mere plads i danske film efter hans præstation som Kjeld Petersen. Selve udgivelsen ser ikke imponerende ud på billedsiden, men lydsiden kommer i det mindste fint til sin ret. Ekstramaterialet kunne der sagtens have været meget mere af, men det der er, underholder fint i små doser. Stort set alt på denne udgivelse holdes nogenlunde på et middelmådigt niveau, hvilket den endelige karakter da også afspejler.

[youtube id=”qV3aOVMm2dI” width=”600″ height=”350″]