Vi jordboer er fandeme ikke nemme at gøre tilfredse, for vi skal åbenbart hade et eller andet. Naboen, overboen eller fremmede kulturer – og hvis vi enes, så er det blot for at være enige om at hade noget andet. Jovist, had er relativt. Et af klodens mest betændte områder, hvad angår had, er formentlig Johannesburg – og det er også hjemstavn for den debuterende filminstruktør Neill Blomkamp, som sammen med Peter Jackson har skruet en nytænkende alien-film sammen. Apartheid er hovedtemaet. Efter en gigantisk UFO stopper over Johannesburg med 1,8 millioner strandede aliens, taler ingen om ’niggers’ eller ’whities’ men om ’prawns’ (rejer) – et nedsættende slang til de nye gæster. Ja, så kan alle åbenbart være enige om at hade dem, udelukke dem, misbillige dem og isolere dem i militære slumdistrikter. "District 9" er motiveret af solid vrede og en meget, meget lille tiltro til humaniteten.

Ikke fjernt fra sidste års "Cloverfield", formidles "District 9" med en kreativ form for pseudo-realisme. Interviews og falsk dokumentar blandes sammen med håndholdt drama, for at skabe et mere engagerende filmsprog. Det er vigtigt, af hensyn til filmens præmis, som har mere end underholdningsfaktoren på sin agenda. For at give tilskueren et rent sind er der ikke benyttet kendte skuespillere, og mange vil formentlig overraskes når jeg siger at den skvatnakkede idiot, Wikus, som man introduceres for i starten, rent faktisk er den primære spydspids gennem filmens knap to timer. – Der udnyttes mange strategier for at hæve filmens autentiske form, men bare rolig… Dem som frygter at "District 9" vil drukne i politiske manifester og dogme-principper skal ikke bekymre sig. Det er lige så meget et tempofyldt ramasjang af action, adrenalin og gotisk sci-fi.

Skal man udpege en svaghed i "District 9" så er det plantet i manuskriptet. De fleste idéer og twists ligner umiskendeligt noget vi har oplevet før. Selv racisme-præmissen ligner "Alien Nation" fra 1988. Andre detaljer er slet ikke forklaret på logisk facon, med den undskyldning at det jo er alien-stuff – vi homosapiens forstår det alligevel ikke, så hvorfor gøre det logisk? Der lægges op til store konspirationer og afdækning af rystende hemmelige – men den store mavepuster indfries ikke rigtigt. Man sidder med en lille bitter fornemmelse for at den mest geniale bedrift ligger i Blomkamps idé bag filmen – resten er fyld og flødeskum. Til gengæld er der enestående kvaliteter i filmens form, scene, ætsende atmosfære og politiske indspark – og hold da op hvor det virker!

Mange klandrer mainstream for ikke at være kreativt udfordrende, men det er ikke sandt. Inde for sine egne konventioner er det en progressiv genre som i høj grad bevæger sig og søger grænser, og film som "District 9" er et klokkeklart eksempel på dette. Med afsæt i den kvalmt betændte scene af Johannesburg, en politisk præmis og et allegorisk apartheid tema, sender Neill Blomkamp os gennem en potent og hårdtslående alien-action film. "District 9" er en typisk hype-film som på stående fod vil vælte os bagover, men om et halvt års tid vil alle nok erkende at der ikke just er tale om en nyklassiker. Fortvivl ikke, for "District 9" er i sine knap to timer en dybt engagerende filmoplevelse, og en spids reminder om at vi ikke skal gå og være så pokkers hadefulde hele tiden.
Filminformation:
Originaltitel: District 9
Instruktør: Neill Blomkamp

Medvirkende: Sharlto Copley, Jason Cope, Nathalie Bolt

Længde: 112 min.
Premiere: 21/8-2009
Distributør: SF-film