Quentin Tarantino har den effekt på film, at jo flere gange man ser hans værker, jo bedre bliver de. Siden undertegnede i januar var så heldig at se mesterinstruktørens nyeste skud på stammen, har gensynet på blu-ray formået at overraske endnu en gang. Med blu-ray udgaven i hjemmet har man ekstra meget mulighed for at lægge mærke til de fornemme detaljer, samt nyde de spidsfindige aspekter af Tarantinos karismatiske særpræg.

ChristophWaltzDjangoUnchained

Genoplivning af spaghetti-western

Siden Tarantino omskrev verdenshistorien i sin 2. verdenskrigsfilm, Inglorious Basterds, har fans ventet længe på at se ham give sig i kast med den klassiske western-genre. Da tiden endelig kom til udgivelsen, blev man bestemt heller ikke skuffet, tværtimod. Vi følger den heldige slave Django(Jamie Foxx), som under en rejse bliver befriet fra sine fangevogtere af den karismatiske tandlæge og dusørjæger Dr. Schultz(Christoph Waltz).  Sammen drager de ud i Det Vilde Vesten og samler dusører indtil de kommer til det endelige opgør på bomuldsplantagen, Candyland. Den bestialske ejer Calvin Candie(Leonardo DiCaprio) holder Djangos kone fanget i sin arsenal af slaver og nu går jagten for alvor ind på ikke blot hævn, men også en genforening mellem to elskende.

Tarantino er simpelthen en mester til at instruere film og efterlader et ufatteligt indtryk på seeren efter rulleteksterne. Filmen var hele 2 timer og 45 minutter, men det er ikke et minut for meget. Handlingen er en eksplosiv cocktail af klassisk spaghetti-western blandet med nutidige filmteknikker og et sorthumoristisk præg. Filmen er en total redefinering af denne klassiske genreform, og man kan ikke andet end at elske den.  Finurlighederne i handlingen ligger i detaljen og man kan tydeligt se hans umiskendelige form for filmmagi i Django Unchained, som man også kunne se i f.eks. Pulp Fiction. Filmen overrasker på så mange punkter, at der er noget for en hver smag i den unikke sammensatte handling. Der er blod, kærlighed, humor, drama og en glød i handlingen, som man ikke kan sætte en finger på – denne glød er det, der gør filmen så djævelsk underholdende, at man knap nok kan holde sig fra at spole tilbage til starten igen.

Django Unchained

Skuespillerne er noget af det mest fascinerende i filmen, og Jamie Foxx gør det særdeles godt som den modige slave, der efter kort tid formår at forstå, hvordan tingene fungerer i livet. Det skyldes mest af alt hans mentor spillet af den utrolig, utrolig velspillende Christoph Waltz, som i 2009 leverede undertegnedes mest elskede præstation i Inglorious Basterds. Han har simpelthen et unikt stykke skuespil i sig, som leveres i disse særprægede, pompøse, flamboyante og selvhøjtidelige ikon-roller. Det var ikke nogen overraskelse, at han vandt endnu en oscar for bedste mandlige birolle og man kan kun håbe at Tarantino og Waltz kommer til at arbejde sammen i fremtiden. Derudover er det også værd at bemærke de fantastiske præstationer af DICaprio og Samuel L. Jackson, som leverer den skurkemæssige side af filmen helt igennem perfekt.

Filmen udstråler kort og godt begrebet ’mesterværk’ med sine velvalgte farver, dygtig koreografi, realistiske kulisser og en handling, som glider af sted i fandens til underholdende tempo. Tarantino skuffer på ingen måde i denne længe ventede western-film, som med det samme springer i øjnene som en originalt værk, præcist som kun han kan lave dem.  Den visuelle del af udgivelsen er desuden helt igennem perfekt, da billedet fremstår krystalklart og balancen mellem farven gør filmen endnu mere interessant. Desuden er lydsiden bjergtagende med sine unikke sange, dygtige redigeringer og ikke mindst på grund af den glasklare diskant og dybe bas.

django-unchained-2

Django Unchained er et must-see for alle Tarantino-fans, og generelt også bare for folk, som har lyst til få en filmoplevelse for alle pengene. Filmen har fået en velfortjent 47. plads på IMDB.COMs brugervalgte top 250 liste, og man kan kun give dem ret. Filmen er et unikt mesterværk med visuelt overlegne virkemidler, formidable skuespilpræstationer, djævelsk underholdende historier og generelt bare en bekræftelse i, at Tarantino er blandt kongerne af instruktører i Hollywood.

DjangoUnchained4

Bonusmateriale

Blandt ekstramaterialet finder man tre forskellige dokumentarer, som går i dybden med arbejdet med filmen – her får man bl.a. et indblik i kostumevalget, scenekoreografien og arbejdet med at genoplive den klassiske genre. Disse dokumentarer er ret korte, men formår alligevel at giver en spændende indblik i, hvor meget der skulle til for at vi kunne være så heldige at se det endelige resultat. Derudover kan man se nogle trailers for den kommende Tarantino Blu-ray boks og for selve soundtracket til filmen.  Samlet set er bonusmaterialet meget underholdende og giver et sidste indblik i en film, som man bare ikke kan få nok af.