På søndag er der Oscar-fest i Hollywood for de specielt inviterede, mens vi andre filmfanatikere må tage til takke med at få indløst spændingen foran fjernsynets flimmer. I år vil danske natteravne spændt kunne følge med i om Susanne Biers Hævnen indløser prisen som ‘bedste udenlandske film’. Med en Golden Globe i bagagen for samme kategori og Oscar-akademiets forkærlighed for pathos-drevne fortællinger er chancerne gode. Men bedømt ud fra kunstnerisk kvalitet får den mere end svært ved at konkurrere med den græske Dogtooth.

En patriark og hans kone har bygget et højt hegn rundt om deres afsidesliggende hus. Inden for hegnet går deres tre voksne børn rundt. Børnene, som ikke bærer nogen navne andet end ‘den ældste’, ‘den mellemste’, ‘den yngste’, har aldrig fået lov til at bevæge sig uden for grundens mure, og de stoler blindt på, hvad deres forældre fortæller dem. Kvinden Christina bliver med bind for øjnene fragtet ind i huset af faderen, så hun kan tilfredsstille sønnens seksuelle behov. Som den eneste udefrakommende er det også i hende, at den uundgåelige konflikt finder sin antændende gnist.

Også til filmfestivalen i Cannes blev der lagt mærke til Dogtooth, hvor den vandt Un Certain Regard. Det er en film, som fortjener opmærksomheden. Filmen er født i en europæisk filmtradition, og lægger sig i stemning op ad Mikael Hanekes Funny Games (1997). Hvor Funny Games i visse situationer er direkte ubehagelig, vælger instruktøren Giorgos Lanthimos’, at give Dogtooth et morbidt humoristisk præg. I en scene har en kat forvildet sig ind bag huset omkransende hegn, hvilket resulterer i en tragikomisk nedslagtning med en hækkesaks som mordvåben.

Manden i familien styrer uden forklaring sin familie som et kobbel. Han bestemmer slagets gang med konen som sin medsammensvorne. Til gengæld kan det kun lade sig gøre, fordi familien overhovedet er til. Uden for det fabulerende fængsel er han en fabriksdirektør sat i et hierarkisk arbejdsmiljø. På denne måde skaber fortællingen en intelligent allegori over globalsamfundets diktatoriske styrer.

Familiens lukkede mikrosamfund forstyrres da en civiliseret pige hentes ind som aflastning for sønnens seksuelle drifter. Pigen – som kan symbolisere det vestlige samfund, og som i filmen på sin egen måde er lige så psykotisk som de voksne børns hjernevaskede virkelighedsopfattelse, introducerer børnene for vestlig og civiliseret kultur, hvilket deres livsanskuelse ikke kan kapere. Det aner faderen hurtigt, og han tager fysisk konsekvens.
I en sexistisk opfattelse vil faderen også sørge for, at sønnen fortsat får sine drifter tilfredsstillet. Det incestuøse har ligget latent og bliver udløst. Den lidet heldige udkårne søsters reaktion og kommentar oven på det, der mest af alt minder om et overgreb fra drengens side, indrammer elegisk hele den sindssyge virkelighed der er bygget op inden for forældrenes mure.

Konklusion

Dogtooth er instruktøren Giorgos Lanthimos’ blot anden film i spillefilmslængde, og det lover meget godt for grækeren, som har skabt en film, der kunstnerisk er sin danske konkurrent i jagten på den udenlandske Oscar-statuette overlegen.