Jeg måtte simpelthen få stillet nysgerrigheden. Første tanke om en filmatisering af Dora svinger morgenmaden 180 grader rundt i maven med risiko for efterfølgende rengøring. Den overnuttede, kvalmende og pædagogisk korrekte skole-tegnefilm for børnehavebørn omsat til ægte film virker som et Nickelodeon-mareridt der vækkes til live. Men, så sker der noget uventet. De amerikanske filmanmeldere stiller positive prognoser og sender signaler om en filmadaption, der overhovedet ikke er som man forventer. Dora The Lost City of Gold er åbenbart mere en selvironisk satire end en normal konvertering – og så bliver jeg nysgerrig. De havde ret derovre. Delvist! For selvom instruktør James Robin gør Dora til gakket film, så er det en fed ide der ikke går hele distancen.

Idéen er, at Dora trækkes ud af tegnefilmens ufarlige illusion og placeres i den virkelige verden. Måske er tegnefilmen faktisk en visualisering af et forstyrret barns sind der har opbygget sin egen alternative virkelighed med en talende kort. I virkelighedens verden lever Dora sammen med sine forældre i junglen, på jagt efter legendarisk skat dybt i amazonen. Da forældrene må tage ud på en langvarig ekspedition, sendes Dora til familien i Los Angeles, hvor hendes uendelige smilende naivitet og bundløse rygsæk ikke helt passer ind. Spændingsfeltet mellem Doras glatte personlighed og gymnasiets sociale miljø giver lige præcis den parodiske komik som jeg ventede på – og det virker – der er bare ikke nok af det.

Isabela Moner nailer rollen som Dora fuldstændig med hendes evigt clueless karakter og store brune øjne. Der er virkelig momenter hvor Dora som satirisk film skinner og sitrer af en længe ventet originalitet, for eksempel da virkeligheden bliver gradvist animeret under en euforisk svamperus i junglen og Dora-serien i den grad mister sin uskyld. Så nærmer Dora The Lost City of Gold sig mere den nihilistiske jargon vi kender fra filmene om SvampeBob Firkant. Desværre tør filmen ikke helt holde fast i sin gøglede ide og køre den hele sporet ud, for rejsen er også mættet med en typisk klichefyldt og syntetisk historie om en skattejagt med kedsommelige forhindringer undervejs.

Dora The Lost City of Gold har sine overraskende gode momenter, men er også en ret ubalanceret filmoplevelse der ikke ved hvor langt joken skal fortsætte. Havde de bare holdt den parodiske facon meget længere, og var gået lidt mere ekstremt til værks, var der nyt kultfilm-potentiale, men det havde måske været for hård kost for Nickelodeons kanal. Dora er et seværdigt overraskelsesmoment med sjove, satiriske sekvenser, der desværre etablerer finalen som et uinteressant, parfumeret teenage-eventyr.

Ekstramateriale:
Blu-Ray udgivelsen af forsynet med en tilpas mængde ekstramateriale der følger standarden: Slettede scener, bloopers, making-of og lidt ekstra film der kommer rundt i filmens satiriske univers.