Filmen bygger på Khaled Hosseinis internationale bestseller Drageløberen. Det er en af den slags romaner, der har opnået vældige salgstal, fordi læserne fortæller videre om, hvor god den er. Alene i Danmark er den solgt i 150.000 eksemplarer, hvad der jo er helt fantastisk for en bog af en debuterende afghansk-amerikansk forfatter. Sandrew/Metronome har åbenbart valgt at lancere filmen ved en lang række snigpremierer landet over, for at rygtet om filmen kunne brede sig på samme måde, og det ser ud til at lykkes. Det er også blevet en interessant og stedvis gribende film, der heldigvis mest foregår på det afghanske sprog dari, for havde drengene talt amerikansk, ville den have virket falsk.

Amirs far spilles stærkt af Homayoun Ershadi. Han er bekymret over, at Amir ikke kan eller vil forsvare sig overfor andre drenge, og at han føler sig skyldig i, at hans mor døde, da han blev født. Amirs far holder næsten lige så meget af Hassan, der er fra en anden stamme og søn af tjeneren, og Hassan er stærk og parat til at skyde med sin slangebøsse, hvis nogen generer Amir. Selv om Hassan siger De til Amir og er hans tjener, er de to drenge bedste venner. Der er både stille stunder, hvor Amir læser højt for Hassan, og der er dragekonkurrencerne, hvor de kæmper sammen om at skære de andre børns drager ned under heftigt blafrende luftkampe. Men da Hassan bliver voldtaget af en større dreng, nøjes Amir fejt med at se på fra sit skjul. Hans selvforagt giver sig grimme udslag, han håner Hassan og får ham anklaget for tyveri, så Hassan og hans far rejser bort, selv om Amirs far prøver at forhindre det.

Kort efter bliver Afghanistan besat af russiske tropper og Amirs far, der afskyr både kommunister og mullaher, må flygte med sin søn. Han udviser stort mod, da de under flugten bliver stoppet af en russisk soldat, og det lykkes ham at komme til USA. I næste afsnit af filmen er Amir blevet voksen og vil være forfatter, selv om hans far hellere så, at han blev læge. De lever beskedent, handler ofte på det lokale loppemarked, hvor Amir møder en afghansk generals smukke datter. Det lykkes ham, at vinde hendes hjerte, og da hun ikke er jomfru, giver generalen sit samtykke. Netop som alt ser godt ud og Amirs bog er udkommet, så ringer en gammel ven fra Pakistan og opfordrer Amir til at tage til Kabul for at redde Hasans nu forældreløse søn fra talebanerne. Det bliver en dramatisk og livsfarlig mission, som fører til en gribende slutning.

Det er blevet en trofast romanfilmatisering, der ind imellem kan føles lidt lang, men som er meget velspillet. Den er instrueret af Marc Forster, der bl.a. har skabt Monster´s Ball (2001) og Finding Neverland (2005). Fotografen Roberto Schaefer har også været med på Forsters tidligere film, og billedsiden er flot. Meget er optaget i øde kinesiske egne, da det formodentlig har været for farligt at filme i Afghanistan, hvor de to drenge i hovedrollerne siden blev forfulgt af religiøse fanatikere.
Uden at være fantastisk god, er filmen absolut seværdig. Den har gode, ukendte skuespillere i alle rollerne, den giver et interessant indblik i Afghanistans brutale historie, og dens hovedhistorie om venskab, svigt, skyld og soning er jo af almen interesse. Fire solide klaptræer til Drageløberen. Amir er en forsigtig overklassedreng i Kabul i 1978. Hassan er både hans tjener og hans bedste ven, og han er fantastisk til at finde de drager, som de i konkurrencer har skåret linen over på. Hassan er også Amirs trofaste livvagt overfor brutale drenge. Men den dag, hvor de har vundet over alle andre drager i luften over Kabul, bliver Hassan voldtaget af en større dreng, mens Amir ikke tør gribe ind. Amir plages af dårlig samvittighed og kan næsten ikke tåle at se Hassan mere, han beskylder ham for tyveri, så Hassan og hans far opgiver deres årelange tro tjeneste i huset. Siden må Amir og hans far flygte for den russiske invasion og ender i USA. Som voksen er Amir blevet forfatter, men en dag ringer en gammel ven og siger, at nu er tiden inde til at sone, hvad han gjorde som dreng. Han må tage tilbage til Kabul, der nu er i talebanernes vold, og befri Hassans forældreløse søn. Det er en livsfarlig mission.