Hvad får man, når man kombinerer en lumsk drengerøv med en bad-ass stuntmand? Det får du svaret på ved at se Zulus komiske Jackass-inspirerede show, Dumt & Farligt. Siden det blev vist for første gang i april 2012, har programmet spredt sig udover 8 fantastisk morsomme afsnit, hvor vi kommer tæt på alle de lumske farer, som man bliver advaret om i hjemmet. Komikken slår gnister mellem de to drengerøve, som får julelys i øjnene, så snart de øjner muligheden for at sprænge, brænde eller skyde ting i stykker uden konsekvenser for hverken dem eller deres omgivelser- bortset fra det stakkels hus, som ikke har mange bærende brædder tilbage i sæsonens afslutning. De udlever drømmen på åben skærm, og man har endelig mulighed for at opleve alle de narrestreger, som den almindelige dansker er blevet fristet af, men dog har aldrig udført.

Showet er inspireret af alle de ’dont-do-it-at-home’ shows som blomstrede op i det nye årtusinde, såsom Jackass og Mythbusters, dog med nogle fundamentale forskelle. Serien skiller sig fra Jackass på den måde, at de to værter ikke bliver skadet, såret eller udsat for nogen farer i showet, hvilket giver et show, der er en smule mere jordnært. Det skiller sig fra Mythbusters på det punkt, at de nærmest kun tester ting, der virker, og derfor leverer de den forventede underholdning, frem for at skuffe en gang i mellem i forsøgenes udfald. På trods af at begge shows på visse punkter er en del bedre end dette, er Dumt & Farligt alligevel en herlig cocktail af lignende elementer.

Når man tilføjer Jan Elhøj og Lasse Spang Olsen til en omgang dagligdagsremedier og placerer dem i et isoleret hus, sker der noget eksplosivt! Den indre drengerøv vækkes i dem, og da Zulu financierer deres narrestreger, er det som en legeplads for de uvorne mandspersoner. Med lumre vittigheder, indbyrdes hetz på hinanden og ikke mindst en herlig kemi mellem disse to vidt forskelige personer er underholdningen i højsædet. Serien beskæftiger sig også med en masse tanker, som man altid gerne ville have afprøvet, hvilket giver en herlig forløsende fornemmelse af, at man endelig ser konsekvenserne af dit og dat.

Jan Elhøj fortsætter sin komiske status fra hans medvirken i succes-showet, Banjos Likørstue, og man underholdes af hans morsomme tilgang til dagligdagselementerne og ikke mindst hans umiskendelige bøvser for åben skærm. Desuden er synet af Lasse Spang Olsen i denne sammenhæng faktisk yderst velplaceret, og seeren får mulighed for at se den drengerøvsagtige side af ham ved siden af stuntarbejdet.

Showet er dog behersket og ikke så opfindsomt i længden, da forsøgene kun foregår i og udenfor det lille hus på landet. Derfor er de ofte nødt til at gennemgå nogle af de samme elementer, dog med andre forsøg, men man føler på nogle tidspunkter, at de kører i samme spor. Det er dog ikke så alvorligt, at man ikke kan nyde det alligevel, og serien er et fantastisk godt tidsfordriv, når man virkelig trænger til at slå hjernen fra.

Desuden er klipningen i showet helt fantastisk, da de bittesmå montager mellem hvert forsøg fremviser nogle andre forsøg i slowmotion, hvilket holder tempoet kørende og underholdningen i top. Deres længde på ca. 25 minutter pr. afsnit er yderst passende og giver et herligt afbræk fra hverdagen. Der er ikke sparet på høje stikflammer, helbredsskadelige røgforsøg og ikke mindst en masse fantastiske eksplosioner, som kan ske indenfor hjemmets fire vægge. De giver ikke blot en god mængde underholdning, men informerer også seeren om, hvor mange farlige situationer der faktisk kan opstå i hjemmet, uden man tænker over det.

Samlet set

Elhøj og Spang Olsen danner et umage par, som virkelig sparker igennem som narrestregs-drevne drengerøve. Serien giver nogle underholdende øjeblikke med forsøg, man aldrig må udfører derhjemme, og giver derfor fri lejde for fantasiens befrielse på skærmen. Afsnittene fungerer som herligt tidsfordriv og med komikken i højsædet samt en sprængfarlig cocktail af elementer, som kun kan gå galt, er Dumt & Farligt en ganske seværdig tv-serie.

Ekstramateriale

Intet.